Jeg begyndte først i skole som 7-årig. Dels fordi man i bofællesskabet ikke havde sørget for at indskrive mig året før, og dels fordi min opvækst indtil da havde lignet en fjerbold mellem Morten Frost og Lene Køppen.

Iført min mors seneste kreation til segmentet "skolemodne drenge, som skulle have været piger" mødte jeg op i en klasse, hvor der ud over mig kun var 3 piger. Resten var drenge. Sammen med de andre forældre, stod mor bagest i klasseværelset. Dengang tænkte jeg ikke over det, men i dag husker jeg tydeligt, at forældrene stod tæt pakket - med en meters afstand til mor på begge sider.

"Lise Helmberg, Lars Godtfredsen, Peter Uffesen, Henrik Tyhr-Tornkrantz, M... Maj... M..." remsede min lærer op. Han var tydeligvis distraheret af det navn, han skulle til at råbe op.
"Maj-Bjørn", råbte mor. Der lød et latterbrøl fra de andre i klassen.
"Maj-Bjørn Pedersen", fortsatte min lærer. Han hed forresten Carsten Frederiksen. Mor var skamskudt i ham. Hendes lesbiske eskapader var erstattet af en skovsnegls sammentrækninger mellem lårene ved tanken om, at han skulle undervise mig - og hende med tiden forhåbentlig.

I vores første frikvarter døde en af eleverne. I skrivende stund husker jeg ikke hans navn. Vi var knapt kommet ud af klassen, førend det skete. De fleste af eleverne tullede rundt som autister 2 meter fra deres forældre, som prøvede at skubbe deres unger hen mod nogle af de andre, fordi det var så vigtigt at få en legekammerat. Mors frastødning virkede til gengæld fint på mig. Jeg havde i hvert fald sat mig i et hjørne langt væk fra de andre og kiggede på min sølvdollar fra far. Ud af øjenkrogen så jeg en dreng hvirvle rundt i cirkler. Jeg drejede mig og kiggede på ham, mens han forsvandt helt ud af skolegårdens indgangsportal og nærmest baglæns løb ud foran en bil.

Første skoledag blev således kortere end planlagt. Drengens far trådte frem fra den grå mængde af forældre, som et kort øjeblik forinden havde forsøgt at skubbe deres børn ind i andre i venskabets navn. Jeg har aldrig siden hørt et menneske lave den slags lyde. Det var et dyr såret af et indianerspyd i junglen. Sådan lød det i mine ører, da faren til den påkørte dreng satte i løb.
Mor trådte et par skridt frem og tilbage, inden hun i let trav kom over og holdt mig for øjnene.
"Såå såå." blandede sig med lugten af mors hår og svedlugt, som tilsyneladende var obligatorisk for at gennemføre kvindefrigørelsen.

4. Klassens stygge dreng »