Næste dag, og resten af ø-lejren, forløb som man havde forventet sig. Man kan sammenfatte det med lange patter, hylende børn, sang og snobrød. Noget der passede mit kreative sind meget lidt. Jeg prøvede at finde på en hævn overfor halalpsykopaten, men blev enig med mig selv, at mors adfærd nok ville gøre jobbet helt af sig selv.
Min far havde flere gange prøvet at nærme sig min mor i forsoningens tegn, men overvåget af en tyr(k) i brunst umuliggjorde situationen. For mig var det til gengæld nemmere. Jeg tiltalt bare mors nye filejs for ”Far” og han nærmest stejlede som en elefant der er bange for mus. I håb om at jeg skulle forsvinde, stak han stiv af skræk tit penge i min hånd, hvilket virkede fint på mig.

Jeg var træt af de uforsonlige voksne. Far, Ramona, mor, alle hendes elskere/elskerinder. Nogle gange drømte jeg mig væk og drømte, at jeg var en Ewing i tv-serien Dallas. Men billedet plumredes og forvred sig til en grimasse ved tanken om Bobby som far, Sue-Ellen som en dårlig kloning af både mor og Ramona på en og samme gang, og moster Irene som Miss Ellie.

Omkring middag sad vi til fællesspisning ved stranden. Mit blik var vekselvis fæstnet på Frank og det bål hvor jeg i mit indre øje så hans krykker brænde. Han havde ikke genkendt mig. Nok fordi mit hår ikke længere bestod af skulderlange blonde lokker, og at min tidligere påtvungne tøjstil havde skiftet fra lilla trompetbukser og gul velourtrøje til selvvalgt helt igennem sort. Jeg var vokset på højden, og som hos mange drenge i den alder, vokser de forskellige kropsdele i forskellig hastighed. I mit tilfælde startede min næse at vokse før resten af ansigtet. Jeg følte mig usynlig, som så mange andre gange gennem min opvækst. Men det her var første gang jeg stod usynlig og magtfuld overfor en plageånd. Det svirrede med djævelske tanker i mit hoved.

Når de voksne fulde af sangria begyndte at tromme og danse sat jeg mig nærmere Frank for at vinde hans tillid. Jeg tænkte, at det bedste våben mod fjender er at holde dem så tæt på som muligt. Vi begyndte at snakke og det viste sig, at han været ude for en ulykke. Han havde sammen med nogle drenge kravlet op på en togvogn og blevet ramt af et lyn fra køreledningerne og pådraget sig forbrændinger og brækket begge ben. Han havde haft et langt hospitalsophold og først nu begyndt at kunne gå igen. Jo mere han fortalte hvad der var sket, desto mere ondt fik jeg af ham og, efter at have nærmest ønsket ham død på grund af det forholdsvis lille lidende han påført mig, sved en fornemmelse af skyld mit indre.

Det viste sig at han faktisk var en flink fyr og at vi havde mange ting tilfælles. Meget af tiden var vi sammen og talte tit om vores forældre og deres indbyrdes eskapader, drømte os langt væk for at ikke ende som dem og spiste is på mors filejs´ regning. En aften drak vi os for første gang fulde. Det var på en flaske Seagrams whisky jeg havde hugget fra en af bådene i havnen. Vi blev så fulde, at vi faldt i søvn i en Volkswagenbus på området og vågnede næste morgen ved at den stod til at køre. Vi nåede dog at råbe chaufføren op, som blev forskrækket og ikke nåede at blive forarget over at vi havde svinet en hel del og splittet det meste ad.

For første gang den her sommer var jeg glad. Jeg røbede aldrig overfor Frank at vi tidligere havde mødt hinanden. Jeg var et eller andet sted bange for, at han pludselig ikke ville synes om mig.