Mine eskapader i skolen tog til i omfang, efterhånden som tiden gik. Fra at udnytte små smuthuller i det pædagogiske overvågningssystem voksede min trang til at ødelægge med tiden så meget, at jeg i 5. klasse begyndte konsultationer hos skolepsykologen. Han havde 3 hånddukker, som forestillede en far med langt hår og skæg, en mor med hængepatter og sjal og en kernesund dreng med røde kinder og fregner.
Lærerne havde efter flere måneders intens efterforskning opdaget, at det var mig, der stod bag tricket med at tage kærnemælkene hos skolepedellen ud i et par døgn og sætte dem på plads igen, således at der nærmest raserede en konstant epidemi af racermave på skolen. At de ikke vidste, at jeg også stod bag affyringen af et blålyn på overbygningens drengetoilet, var et held. Der blev ødelagt for et sted mellem 50 og 100.000 kr. Jeg havde skaffet bomben fra en lesbisk kampgruppe, som mor havde kontakt til fra Berlin. Det var nogle veninder, som hun lærte at kende, da hun havde haft en tysk kæreste fra den nu opløste Rote Armé Fraktion. Historien ryddede forsiderne på landets aviser, da en psykisk syg mand blev anholdt i nærheden af skolen samme dag. Han blev dog løsladt, da det kunne bevises, at han havde været i færd med at onanere foran pigernes omklædningsrum.

Nu sad jeg så til endnu en konsultation hos skolepsykologen og skulle lege med dukker. Jeg var i mit es og følte mig aldeles straffritaget. Faderen og moderen var i gang med et skænderi om en fordrukken polsk havneluder og et utal af lesbiske veninder. Pinnochiodukken med de røde kinder sad i et hjørne og sang "Friheden flyver" med Eva Madsen - og "Mormors kolonihavehus", når jeg ikke kunne huske mere af den anden tekst. Mordukken havde så mange fladlus, at hun ikke kunne koncentrere sig om skænderiet med fardukken og derfor hellere ville rejse på kurophold i Østtyskland med drengedukken, som brutalt blev bedt om at holde kæft med sine barnagtige sange med et par solide smæk i den bare. Som altid var drengedukken ikke i stand til at rejse med sin mor, fordi han havde fået sko af beton og ikke kunne gå. Fardukken kom derfor med alt det slik, drengedukken kunne spise, indtil den kastede op og slugte det igen i sin grådighed efter at få mere slik.
Skolepsykologen skrev og skrev, mens forestillingen udspandt sig. Han afbrød kun sjældent med spørgsmål såsom:
"Hvordan har moren det lige nu?" eller "Føler drengen vrede, skam eller fortvivlelse?"
Jeg drønede derudaf med en sindssyg dukkeversion af Henrik Ibsens 'Et dukkehjem'. Pludselig slog det mig, at jeg var afskyelig træt af at sidde og have skolepsykologens opsyn på min leg. Han skulle hele tiden blande sig, så de fede pointer fra dukkernes dialog blev ødelagt. En tanke fødtes i mig. Jeg kiggede op og gennemborede hans blik med isblå øjne, mens jeg med klar og tydelig stemme proklamerede, at fardukken ikke længere var familiens far, men en skolepsykolog.
Skolepsykologen rykkede sig interesseret frem på kanten af sin stol og stirrede som et 5-årigt barn på forestillingen. Blokken med notater hang slapt ned langs benene. Jeg har ham, tænkte jeg. 8-0! Jeg har ham.
Min mor havde samme virkning på skolepsykologen, som en lort på en flue. Ildelugtende, men nærende. Jeg opførte en forestilling, hvor skolepsykologen hjalp drengen med at få banket betonklodserne af skoene, mens han fortalte moderen, hvor dygtig og klog hendes søn var. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, hvordan min skolepsykolog sad og nikkede stadig som en paralyseret ræv fanget mellem lyskeglerne fra en bil. Moderen hjalp skolepsykologen med at finde værktøj til at få skoene gjort rene, mens hun kyssede ham i nakken og tog sig selv i skridtet.
Skolepsykologen rødmede på sin stol og sad med et saligt blik og stirrede på forestillingen. Drengedukken fløj sig en tur rundt i lokalet, mens skolepsykologdukken og mordukken lå og parrede sig bag en bog om jungiansk drømmetydning.

2 dage senere fortalte mor mig over aftensmaden, at hun havde fået et brev fra skolen om, at man ikke længere anså det for nødvendigt, at jeg gik hos skolepsykologen. Til gengæld havde han skrevet i brevet til mor, at han gerne ville holde en række evaluerende møder over en kop kaffe et par aftener i den følgende uge.
"Utroligt, at han er så fleksibel med sin arbejdstid. Han må virkelig være dedikeret til sit arbejde", konstaterede mor.