Som 13-årig flyttede jeg som en permanent løsning hjem til far og Romanova Kurvanetska. Egentlig kunne jeg ligeså godt være blevet sendt på opdragelsesanstalt. Mor havde haft 2 kærester lige efter hinanden, som begge havde forladt hende med et blødende hjerte til følge. Først en franskmand ved navn Pierre, som var postbud og ketoganmisbruger. Han hævdede, at cykelturene gav ham smerter i benene og købte derfor store mængder piller ved Hovedbanegården. De andre beboere i Lotusblomsten omtalte ham som Christiane F, fordi han altid hang ud på Hovedbanegården efter arbejde. Han havde en dobermann ved navn Luc. En bidsk satan, som ikke bestilte andet end at ligge ved hans fødder, hvor den blottede tænder, hvis man stod nærmere end 5 meter fra Pierre, når man talte til ham. Pierre havde lært Luc en speciel udgave af tricket fra Matador:
"Det er en panser. Det er en christianit", hvorefter Luc snappede hundekiksen i sig med tænderne blottet, som ville den bide benet af et barn. Intet under at jeg var aldeles rædselsslagen for Luc.
Pierre afbrød forholdet til mor, da han blev indkaldt til afsoning og derfor stak af til Indien for at realisere sig selv. Mor søgte trøst hos en ny kvindelig beboer i Lotusblomsten, Stinne Kiim. I daglig tale kaldet Kim.
Kim kunne ikke fordrage mig. Hun var 25 år og en af de få i kvindekollektivet som havde fast arbejde på Galle og Jessen. Umiddelbart burde man tro, at det betød, at jeg fik en masse slik, men Kim var af den overbevisning, at slik var for børn, hvad gær er for brød.
"Du hæver, Maj-Bjørn."
Til gengæld havde hun adskillige kilo slik med til mor, som i sin jeg-svaghed ikke ville give noget til mig, når nu det fik børn til at hæve. Selvfølgelig betød det, at jeg gik og smårapsede i butikker.
Da Kim valgte at gøre det forbi med mor, fordi Kim havde fundet en jævnaldrende pige på sit arbejde, gik mor i sort. En aften satte hun sig ved min seng og sagde:
"Maj-Bjørn. Jeg har talt med din far, og det er bedst, at du flytter ud til ham i en periode, indtil jeg har fået styr på mit liv."
Måske blev det min redning, at jeg i slutningen af min barndom fik en hverdag med struktur. Hjemme hos far blev jeg vækket om morgenen for at komme i skole. Hver morgen stod Rødvins-Ramona, som jeg døbte hende, og kaldte på mig med hendes dansk med polsk accent. Det lød som en cirkusartist.
Min nye skole var drevet af forhistoriske uhyrer. Når læreren kom ind i klassen, skulle vi rejse os. Jeg husker, at jeg en dag tabte mit viskelæder i en matematiktime. Jeg rejste mig og gik hen for at samle det op på gulvet. Idet jeg rakte hånden frem for at tage viskelæderet op, trådte en sko ned på min hånd.
"Hvem har givet dig lov til at rejse dig midt i timen, unge Maj-Bjørn?"
"Ingen, Hr. Hitler", svarede jeg med en krænket irritation, mens jeg drejede blikket op og mødte Vagn Carlssons giftige, stikkende øjne. I næste øjeblik blev jeg slæbt udenfor døren i et hårdt greb om min venstre overarm.
"Nu kan du sidde herude og bruge resten af timen på at forstå vigtigheden af, at der ikke kan være uro, når der er undervisning." Vagn Carlsson havde en dæmpet, indtrængende stemmeføring.
Jeg satte mig i et taskestativ overfor klasselokalet. I mit hoved var jeg gået i gang med at planlægge en hævn mod Vagn Carlsson. Jeg forestillede mig, hvordan hans hænder mon ville se ud, hvis han blev udsat for saft fra en bjørneklo.
"Jamen dog. Hvad laver du udenfor døren, Maj-Bjørn?" lød en stemme. Skoleinspektøren. Jeg hoppede ned fra taskestativet og frygtede, at jeg nu ville få skæld ud for at have siddet der. Han stod med to kasser med papir i sin favn.
"Kan du ikke hjælpe mig med at bære den ene kasse ned på kontoret?"
Jeg turde ikke sige nej. På vej til kontoret spurgte inspektøren, hvordan jeg var faldet til på skolen. Jeg fortalte om grunden til, at jeg var kommet udenfor døren, og inspektøren lyttede til min version uden at gøre andet end at stille uddybende spørgsmål. Det var helt uvirkeligt. Ingen af de voksne, jeg kendte, havde nogensinde bare lyttet og spurgt, hvordan jeg havde det på andre måder end det danske standard spørgsmål: Hvordan går det?
Min start på skolen fik stor betydning for min opførsel i resten af min skolegang. Skoleinspektøren kom tit forbi min klasse og bad mig om at hjælpe med forskellige opgaver på kontoret, samtidig med at han spurgte til mine oplevelser, og hvad jeg syntes om det, jeg oplevede. Selvfølgelig fik jeg øgenavnet duksedreng af mine nye klassekammerater, men navnet bed ikke rigtig på mig. Jeg gjorde jo noget, som var vigtigt.