Mine brødre begyndte at minde mig om mors tilværelse. Hemmelighedsfulde nik, alvorlige miner. En bestandig lytten til radioen om kampe mellem BZ’ere og politi. Sagte hvislen mellem tænderne, når ord som regeringen, myndighederne, Weidekamp, Politidirektøren og lignende blev nævnt. De flippede klude blev skiftet ud med støvler, partisantørklæde og sorte dynejakker. Leo fik langt strithår, som var kort i sider og nakke. Aldeles forandret blev de. Tafdrup, Thomsen, Jac og Strunge blev hyldet som guddommelige superhelte med ordets kraft som englenes flammesværd i hænderne. En dag, hvor jeg stolt viste, at jeg netop havde købt 4 Lacoste krokodiller af en klassekammerats farbror, som havde været i Singapore til Erik og Fidel, fnyste de forarget og nægtede at tale med mig resten af aftenen. Når jeg lyttede til Kim Schumacher, syntes jeg, at han var over fed, når han lirede sine rappe replikker af. Kim Speedsnakker havde vundet mit hjerte allerede, da han var på lokalradioen. Jeg var Hej P3 og Tværs. Jeg var teenager og midt i 80’er-orkanens øje. Erik hadede, når jeg sad klistret til radioen og lyttede til Speedsnakker. Demonstrativt tændte han for TV’et og så Bazar, hvor Brøgger og Rifbjerg diskuterede suicidale træk i samfundet. Knækprosa. Fragmentarisk selvforståelse og fremmetgjorthed fra alt fra familie til religion.

Ramona tågede rundt i sit nye kommunale skånejob. Hendes personlighedsstruktur havde forandret sig, siden hun var holdt op med at drikke. Polens Perle var blevet småparanoid, persekutorisk med tendens til vrangforestillinger. Jeg begyndte at lave telefonfis med hende, når jeg hang ud i kollektivet. Intet var mig sjovere, end at tage et viskestykke op for mikrofonen og forlange, at hun tog sit tøj af og iførte sig fars, fordi der var usynlige mikrofoner i hendes knapper. Jeg var ved at omkomme af grin, da jeg en dag beordrede hende til at gå over til det meget kristne nabopar iført fars tøj og proklamere, at de var under mistanke for industrispionage, samt at have drysset salt ud på hendes og fars græsplæne, hvorved avanceret aflytningsudstyr til flere hundrede tusinde kroner rettet mod det lokale posthus var gået til grunde.

En eftermiddag, hvor jeg sad med et viskestykke viklet rundt om telefonrøret, kom Leo brasende ind i lejligheden. Hans højre kind var skæmmet af en 5 centimeter lang flænge, og højre øje var hævet.

”Hipposvin”, var det eneste, jeg hørte ham sige, inden han atter forsvandt ud i opgangen. Lidt efter kom han og Erik slæbende med en ilde tilredt Fidel imellem sig. Mine tre brødre havde tydeligvis delt en omgang knippelsuppe. Stemningen mindede mig om kvindekollektivet, når beboerne kom hjem, skambidte efter en sit-down strejke. Bortset fra, at stemningen i Lotusblomsten resten af aftenen var præget af et ærefuldt martyrium for de værst medtagede, som havde været arresteret af politiet. Eriks hår var uglet af elefanthuen, øjnene vilde og munden havde et bittert drag, som jeg aldrig havde set før. Her var intet ophøjet martyrium at spore. Kun følelsen af flugt, angst og forfølgelse. Et kort øjeblik følte jeg mig som en del af Guernica. Ligene og de lemlæstede var erstattet af mine egne brødre. Leo rekognoscerede og delte ordrer ud:

”Hent Stinus’ madras og læg den op på loftet, så lægger vi Fidel på den. MajBjørn, hvis panserne kommer og banker på, så er du den eneste, der er hjemme. Vi er ude hos far. Du er her kun for at hente noget tøj til os, fordi du alligevel skulle til København.”

Et lille øjeblik senere var mine brødre forsvundet op på loftet. Et eller andet sted sagde en kvindestemme: ”Hallo? Hallo? Jamen, så sig mig, hvad jeg skal gøre.” Det lød som en radio. Jeg kiggede ned og opdagede telefonrøret i mit skød. Jeg mønstrede al min mandighed og tog røret op:

”Okay. Hør her, din flækkede bananasplit af en østblok. Få din røv ned i bilen og kør ind til Vesterbro og bank fem gange på døren til kollektivet, hvor dine stedsønner bor. Herefter vil MajBjørn fortælle dig, hvad du skal gøre!”