20 minutter senere bankede det på døren. Fem gange. Jeg luskede ud i gangen og åbnede døren. Der stod Ramona iført trenchcoat og solbriller, som om hun var sendt på hemmelig mission. Jeg kiggede ned mod hendes ben. Ikke nok med at Ramona lyder som en cirkusartist, hun havde sgu bragt hele Cirkus Benneweis´ hundedivision med sig. ”Hvorfor i helvede har du taget hundene med?”, spurgte jeg Ramona. Tre ivrige tæppetissere, stod og hoppede en halv meter op i luften ved Ramonas ben. Ramona sagde, at hun jo ikke kunne lade Mitzi, Fifi og Baby være alene derhjemme. Og hun turde ikke lade nabokonen passe dem, som nok ville koge sæbe af dem. Jeg trak på skuldrene, sukkede og tænkte at hun nok havde ret. Af ren og skær kedsomhed havde de små køtere med at æde sig igennem sko, gulvtæpper og nyankommen post, hvis de blev ladt til sig selv, og nabokonen ville p.t. ikke have så meget at gøre med Ramona efter alle paranoide anklager. ”En anden gang kunne det være, at du lod være med at selv spise de der DAMP-piller du får af dyrlægen”, svarede jeg tørt og viste Ramona ind i lejligheden.
Ikke så snart vi var kommet ind i stuen bankede det hårdt tre gange på døren. Jeg nåede dårlig nok ud af stuen før døren blev sparket ind. ”Det er politiet!”, blev der råbt, samtidigt med at lejligheden blev stormet af politi med hunde. Nu gik det hele meget stærkt. Mitzi, Fifi og Baby, har i modsat proportion til deres størrelse, et ego der får en Grand Danois til at blegne. Ved synet af de tre Schæferhunde gik de praktisk talt amok i en værre bjæffe-kakafoni. Schæferhundene var ikke sene med at svare igen, og deltog lige så højlydt i konkurrencen. Der kunne umuligt føres en normal samtale. Hundene gøede, politiet råbte og Ramona vimsede rundt og prøvede at dæmpe gemytterne. Lige meget hjalp det. Hundeførerne blev praktisk talt hevet rundt i manegen, og indså, at de var blevet overmandet af tre tæppetissere og at de var tvungne til at trække sig. De havde også andre de skulle jagte. Bjæfferiet fortsatte i et kvarter mere efter at politiet havde forladt lejligheden. Ramona sad vindblæst og rundtosset i lænestolen og spurgte: ”Hvad var det jeg skulle hjælpe jer med?”. ”Øhm, du har vist hjulpet os rigeligt i dag”, svarede jeg og kiggede med et ægte smil på Ramona. Leo trippede forsigtigt ind i stuen. Han havde på afstand overværet balladen, og lignede nu en der havde vundet en million i Lotto. Han kiggede på Ramona og spurgte: ”Kijafa?”
”Erik, det er okay. Vi kan godt komme ned nu.” Erik kom ned ad bagtrappen med Fidel, som støttede sig til ham. De kom ind gennem køkkenet i lejligheden. Leo gik dem i møde og støttede Fidel under den anden arm. Således ankom det ramponerede følge til Ramona i stuen. Hun bemærkede dem ikke straks, idet hun for at berolige sig selv; uden sin sædvanlige kirsebærsut, havde udviklet en ny strategi. Sko og strømper var blevet trukket af, og tre ivrige jordhylere af hendes tæppetissere lå som diende griseunger og slikkede hendes tæer. De veltilpasse suk, jeg ellers tilskrev hundene, viste sig at stamme fra Ramona. Hun kiggede op, og blegnede ved synet af mine brødre: ”KIJAFA!”, sagde hun. Erik hentede en flaske frem fra et skab i køkkenet og skænkede det op i et cocktailglas, han greb på vejen. Ramona kæmpede en brav kamp med glasset. Hendes store polaktud var i vejen uanset hvilken vinkel, hun forsøgte sig fra. ”Lad mig få flasken, Erik.” Glasset blev stillet på gulvet til de slikkeglade hunde, som i næsten samme tempo som Ramona tømte glasset for Kijafa. Der lød en sagte klukken fra Ramonas mave. Jeg betragtede hende nærmest beundrende, idet hun fortærede flaskens indhold med lynets hast.
Det virkede som om Ramona blev sig selv i løbet af ganske få øjeblikke. Samtidig med, at alkoholen blev fordelt rundt i årerne, blev fornuft og organisatoriske evner vækket til live i hende: ”Har I alle været i konflikt med politiet?” ”Nej, Maj-Bjørn var her. Han går jo mere op i at høre popmusik”, svarede Leo. ”Godt!” konstaterede Ramona resolut. ”Nu skjuler i jer nede i bilen og så bliver I ude hos jeres far og mig, indtil I ikke længere er så ilde tilredt. Det nytter ikke, at I bliver anholdt af politiet med skader efter sammenstødet. Så ender det jo med, at I får tæsk både i salatfadet og i arresten, og I har vist fået jeres del for denne gang.” Før sagen mod Overarmen og Kummefryseren var det ganske almindeligt, at Danmarks mest voldelige psykopater arbejdede i Politiet og Kriminalforsorgen. Så vidste man, hvor man havde dem. Domstolene sad kun på en lille del af den egentlige strafudmåling i disse sager, og ingen arrestanter var mere upopulære end folk fra BZ-bevægelsen.
Mens mine brødre pakkede deres ting til deres ”landflygtighed”, sad jeg og lyttede til radioen. Med mit mest provokerende smil skruede jeg op, så alle kunne høre Troels Trier og Rebekka Brüel synge ”Vi er på rekreation, og vi vil ikke bytte for en million.” Det er bare sådan noget efternølere gør.