Sommeren gik. Ramonas forsøg på afvænning gik galt. Abstinenserne overgik i en manisk tilstand, hvor hun forelskede sig i de mandlige medpatienter. Den åbne institution endte med at blive pivåben, da størsteparten af de indlagte flygtede. Ramona blev til sidst udskrevet med en recept på Zyprexa og en henvisning til gestaltterapi, efter at have malet amorpile med neglelak alle vegne på institutionen. Med til historien hører også et forsøg på frihedsberøvelse, hvor hun havde smækket døren til billiardrummet, proppet tændstikker i dørlåsen, og udført en strip for fyrene. Døren kunne først efter flere timer åbnes af en låsesmed. Selv mente hun at det hele skyldtes bivirkninger af Antabus, og at hun var involveret i et hemmeligt forsøg arrangeret af russiske medicinalfirmaer, og at det i virkeligheden ikke var Antabus hun fik, men en kvindelig udgave af Viagra. Tak for kaffe og ordet ”paranoid” blev tilføjet i hendes journal. Ramona var atter på kirsebær på flaske, og i et skånejob i socialforvaltningen. For øvrigt tog det lang tid for hende at fatte, at hun ikke skulle til Skåne, men blive i Pandrup.

Mine tre ældre brødre, Leonid, Fidel og Erik, alle døbte efter Brezjnev, Castro og Honecker, havde dannet et kollektiv i København sammen med et par andre. Det blev min nye asyl. Jeg var lettet over, at ikke længere skulle vælge mellem pest-Ramona og kolera-mor og hendes halal-psykopat, som jeg vekselvis kaldt for Rasputin og far, alt afhængig af hvornår jeg havde brug for penge. Kollektivet var en skøn 7-værelses lejlighed på Vesterbro og var møbleret med ting fundne i containere og genbrugsstationer. Stedet havde tidligere været en bordel og lejligheden bar tydelig præg af det med sine røde velourtapeter og en lille bar med godt blankslidte stænger fra gulv til loft. Der var skønt og være. Mine brødre havde intet imod at jeg var der, og at jeg deltog til de mange fester der blev holdt. Jeg var jo ikke længere en dreng, og følte mig mere voksen end nogensinde. Med de mange sjove og skæve eksistenser der hele tiden opholdt sig i lejligheden, føltes det ret cool at selv kalde sig for Maj-Bjørn. Et navn som jeg hadet i hele min opvækst blev nu mere en måde at skille sig ud af mængden på, noget man har så stærkt brug for i en alder af 14 år. Og nu, med et, var navnet blevet sejt. I modsætning til mange af mine jævnaldrende led jeg ikke af pubertær usikkerhed og grundlæggende identitetskrise. Gu’ voksede mine arme og ben med samme hastighed som kvikgræs i et staudebed. Stemmen steg og faldt i oktaver. Hår piblede frem de mest overraskende steder. Således virkede det nærmest, som skete det over en nat, at jeg kunne konstatere, at min røv var blevet forvandlet til et uldent krat med ribs på hver en kvist. Skulle jeg over gaden, var jeg næsten sikker på at skvatte over de hvide striber, fordi min motorik fik kroppens ekstremiteter til at leve deres eget liv. Men mit navn var mit navn.

Leonid; eller Leo, som vi kaldte ham, forsøgte sig en overgang med MB, men jeg tog kampen op, og i modsætning til tidligere tider, hvor jeg ville have elsket at få et nogenlunde normalt navn, gav det en god fornemmelse, at han ikke bare kunne få mine andre brødre med på en pludselig ændring af mit navn.