I løbet af skolen er der i særdeleshed et fag, jeg har frygtet for, hver eneste gang det stod og blinkede på mit skoleskema, som var tapet fast til skabsdøren på mit værelse. Gymnastik. Jeg får stadig kuldegysninger, når jeg tænker på lortefaget, som jeg kaldte det, mens jeg bandede og svovlede, når jeg gik i skole. Jeg kunne for det første ikke forlige mig med tanken om at være svedig og klam, når vi havde spænet rundt i et eller andet latterligt boldspil eller leget sørøverleg. Vi drenge havde en kugleskør lærer, som sikkert havde været instruktør i Hitlerjugend under 2. Verdenskrig. De andre drenge elskede ham – med respekt. Men det var som om han og jeg var født som ærkerivalerne i en tegneserie fra 50’erne.

I 4. klasse hændte en helt speciel episode, som brændte sig fast i min erindring. Stadig står den for mig som en af de mest ubehagelige oplevelser fra barndommen. Gymnastikken var som altid sidst på skemaet om tirsdagen. Dagen var startet ganske godt. Min bedste legekammerat i skolen og jeg havde brugt hvert eneste frikvarter på at fylde akvariet i biblioteket op med papirfisk, vi selv tegnede. Biblioteket var nemlig i den gunstige situation, at skolebibliotekaren tilbragte sine vagter med at sidde inde på kontoret og drikke eller at sove en halvvissen koger ud af blodet, inden hun skulle hjem. Hun ville sikkert have været en glimrende hjerteveninde til fars nye kone. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har lånt en bog derinde. Man lærte hurtigt at der var høflig selvbetjening. Af samme grund lignede sortimentet på biblioteket en pillet fugl.
Min kammerat og jeg fordrev ofte tiden med at lave små ulykker. Jeg var hjernen bag planlægningen, og han fik ideerne. Vi tændte begge på at bevæge os ud på den tynde is og se, om vi kunne slippe af sted med projektet. Lige siden tilstopningen af udstødningen, havde den slags projekter været omdrejningspunktet i vores fællesskab.

Denne tirsdag skulle vi for første gang lave redskabsgymnastik. En rullemadras var lagt ud, så vi kunne lære at slå koldbøtter og vejrmøller. Hr. Hitlerjugend var naturligvis elitegymnast i sin fritid og så derfor muligheder og ikke begrænsninger for os drenge. Ved siden af var opstillet et springbræt med plint og madras. Det gik fint nok med koldbøtterne. Jeg rullede sidelæns rundt som en strandet hval dødsensangst for, at jeg skulle brække nakken. Vejrmøllerne blev klaret ved, at jeg småluntede ned ad rullemadrassen med armene strittende over hovedet, som var jeg ved at overgive mig til en fremmed magt. Når jeg så satte hænderne i, trillede jeg omkuld med et brag og blev således mere og mere mørbanket, mens mine klassekammerater forsøgte at opmuntre mig til at gøre endnu et forsøg. Timen begyndte at nærme sig sin afslutning, og jeg glædede mig i mit stille sind over, at vi alligevel ikke nåede at gå i krig med muren, som rejste sig truende bag springbrættet.
Desværre glædede jeg mig for tidligt.
”Og godt. Nu skal vi lige have 2 elever til at rulle madressen sammen, mens I andre stiller jer i en række ved plinten”, lød det fra min lærer. Min trøje klæbede pludselig ubehageligt ind til kroppen, og jeg vidste, at min sidste time var kommet. Bowie og Mercury sang ”Under Pressure” inde i mit hoved, og jeg overvejede at ophidse mængden til civil ulydighed, men min hals snørede sig sammen, og mine ben var som gele. Jeg trak vejret med astmatiske hvin og min puls kunne have drevet strømforsyningen i en mellemstor provinsby.

Pludselig var det min tur. Jeg kiggede opgivende på muren, gik hen til min lærer og sagde, at jeg umuligt kunne springe henover den, og at den var for massiv til at gennemtrænge, hvis jeg forsøgte at forvandle mig til en menneskelig kanonkugle. Min lærer kiggede uforstående på mig. Tog et lille tilløb og viste mig, hvor jeg skulle sætte af på springbrættet for at få rigeligt med overskud til at komme henover. Presset voksede. De andre drenge begyndte at trippe uroligt som heste, der venter på at komme ind i manegen. Jeg gik med bøjet hoved ned til de andre. Ingen anden fik lov til at springe, før jeg havde gjort det. – En sikker måde at øge presset i gruppen fra hr. Hitlerjugend. Endnu engang var vores magtkamp i gang med at udspille sig. Jeg hadede ham så meget, som man overhovedet kan hade et andet menneske i en sådan situation. Hadet gjorde mig vred. Og vreden forplantede sig via maven til resten af kroppen. Inden jeg vidste af det, spænede jeg af sted mod muren med 120 i timen. Med springbrættet ret forude satte jeg af og ramte præcis på det felt, som min lærer kort forinden havde vist mig, at jeg skulle sigte efter.

Jeg må åbenbart have valgt at lave kanonkuglen. I hvert fald vågnede jeg op på gulvet med samtlige drenge bøjet over mig og en underarmsknogle, som kiggede ud på mig fra kødet. Min lærer stod med ryggen til i gymnastiksalens ene hjørne, hvor han kastede op med højlydte host. Jeg havde dog fri fra gymnastik de efterfølgende par måneder, og mor klagede straks til skoleinspektøren over den mandschauvinisme, som prægede skolens holdning til alle fag. Gevinsten var, at jeg resten af året fik lov til at være med til pigernes gymnastiktimer, hvor vi oftest lavede rytmisk gymnastik og jazzballet.