|
10. Moster Irenes campingvogn
Selvom det siges, at æblet sjældent falder langt fra stammen, har jeg aldrig kunnet forestille mig, at mor og hendes søster er faldet fra samme stamme. Mor er kvinde som skåret ud af et Trampedach-maleri. Naturlig og vilter. Sensuel begrænset til de indledende manøvrer og seksuel i et omfang, som får en nyuddannet præst til at holde sin bibel som skjold i hoftehøjde, så længe mor er i nærheden.
Moster Irene er blandingen af fysisk grimhed og en nonnes renhed. Hun er den eneste, som konsekvent kaldte mig for Bjørn som barn. Det vil sige, når hun blev vred, som dengang jeg kortsluttede hendes transistorradio med et hårspænde, kaldte hun mig for Maj-Bjørn.
Moster Irene er typen, som altid sætter tæring efter næring. Selvom hun ikke tjener det vilde som lærer på Teknisk Skoles levnedsmiddeluddannelse, lykkedes det hende at spare sammen til et af de vildeste statussymboler i starten af 80'erne: En campingvogn. Nogle vil måske undre sig over, at en 36-årig pebermø anskaffer sig en campingvogn, når hun ikke har bil. Moster Irene syntes imidlertid, at muligheden for at være fastligger i forskellige egne af Danmark var langt bedre, end at investere pengene i et sommerhus, hvor man skulle passe have og holde af naboerne i medgang og modgang.
Jeg var 8 år, da jeg første gang fik lov at tage alene med moster Irene på weekend i campingvognen, som det år var placeret på en lille plads ved Korsør. Jeg blev hentet i skolen af moster Irene en fredag eftermiddag, fordi hende og mor var blevet enige om det. (Senere fandt jeg ud af, at mor var smuttet til Berlin for at deltage i en fastlænkning til muren med en afhoppet oberst fra Østtyskland, som hun havde kastet sin kærlighed på den måned.)
"Når vi kommer ud på campingpladsen, er det vigtigt, at du ikke snavser dit tøj til, lille Bjørn. Jeg har nemlig ikke noget skiftetøj med til dig."
Når nogen sagde, at jeg ikke måtte svine mig til, var det ensbetydende med, at jeg blev påtvunget kedsomhed - og kedsomhed var ensbetydende med hjernegymnastik.
Fredagen gik. Jeg fik smørrebrød til aftensmad, fordi moster Irene havde stået i "det kolde" hele dagen.
"Jeg har kørt æg og fiskefilet fra 6 til 13 i dag. Nu skal du bare spise", sagde moster Irene og smilede med sin grimme, skæve mund til mig. Hun havde altid nogle underlige udtryk, såsom at køre æg. I en 8-årigs hovede bliver den slags altid billedliggjort i hovedet. Jeg forestillede mig, hvordan moster Irene og et hold elever kørte rundt med æg i en trækvogn på en skole, som lignede den, jeg gik på.
Om lørdagen passede jeg på ikke at snavse mig til. Jeg lånte et par opvaskehandsker i campingvognen og gik ud for at plukke blomster til at pynte med til middagsmaden. Noget gik galt under blomsterplukningen. Jeg havde efterhånden fået samlet en pænt stor buket. Der var ingen at lege med - ingen, jeg kendte. Irritationen fik mig til at spekulere på, hvordan jeg kunne sørge for at komme tilbage til København samme dag. Løsningen var ligefor. I en grøft ved siden af de kornblomster, jeg var ved at plukke, voksede en stor bjørneklo. Jeg fandt en stor flad sten og en lidt mindre, skar forsigtigt noget af stænglen af bjørnekloen og kvaste det mellem mine to sten. Omhyggeligt smurte jeg stænglerne i buketten ind i mit min hjemmelavede bjørneklopasta.
Inde i campingvognen tog moster Irene imod mig med et suk over, at jeg havde fået jord på det ene lår. Mit ønske om at komme hjem til kollektivet voksede endnu mere. Med et diabolsk smil overrakte jeg buketten, som jeg holdt i mine opvaskehandsker. Moster Irene tog imod og beundrede farverne i buketten og snusede med samme subtile motorik, som en mongol, der syr pailletter på en kjole.
"Av for pokker. Hvad er det? Av, jeg stak mig på noget", begyndte moster Irene at hyle op. Hun satte buketten i vand og gik ud af campingvognen for at kigge nærmere efter på sin hånd. Saft fra bjørneklo har en imponerende egenskab. Når saften udsættes for sollys, forstærkes effekten voldsomt.
Moster Irenes fremstrakte håndflade i sollyset var et skoleeksempel på fotosensibilisering. Fra at gøre lidt ondt opstod der brandsårslignende udslæt, og jeg fik mulighed for at komme hjem til kollektivet, efter at eftermiddagen var gået med at rense sår på sygehuset og forsikre moster Irene om, at jeg troede, at bjørneklosaft kunne bruges som gødning.
![]() |
![]() |
| |
|
|