|
1. En historie bliver født
Sidste gang min mor var gravid ønskede hun at det skulle blive en pige. Det var ligesom på tide da hun tidligere havde født tre drenge og mor ønskede sig på en måde en ”bedste veninde” hun kunne hygge sig med når hun kom op i årene.
Så ni måneder i starten af halvfjerdserne gik med diverse metoder for at fremme at resultatet skulle være af det kvindelige køn. Mor boede i et kvindekollektiv uden nogen som helst kontakt med mænd i den tid prøven skulle stå på. Feromoner fra de andre kvinder skulle gøre sit på fosteret og testosteronerne skulle holdes udenfor døren. Til enhver pris. (Far havde fået et ni måneders kontrakt med Danida og rejste med drengene til dengang Øvre Volta for at grave kloakker i hovedstadens bybillede, så timingen kunne ikke havet været bedre). Videre gik tiden med krystalterapi, kvikrod-tidsel te, håndspålægning og andre udokumenterede metoder. At gå med bare fødder året rundt skulle også have en vis effekt men har ikke resulteret i andet end kronisk kolde fødder.
I den vordende tid går meget af tiden med at finde et navn til krabaten. Efter at længe have tygget på Britt og Maja faldt valget på Maj-Britt. Tanken om at det skulle blive en dreng strejfede selvfølgelig mor mange gange, men hun ville ikke en gang tænke på det da hun mente at dette muligvis kunne påvirke fosteret.
Tiden gik og på selveste den internationale kvindedag, den 8. marts, fødte min kære mor en velskabt dreng på flere centimeter og mange gram. Skuffelsen over at det ikke var en pige var der selvfølgelig. Men det hindrer jo ikke at man videre bliver klædt i kjoler og tvunget til at gå til pony-ridning og dans.
Jeg tror dog jeg er den eneste der gennem opvæksten er blevet kaldt Maj-Bjørn.
Far kom hjem fra Danidas projekt og konstaterede, at mor var blevet så opslugt af kvindebevægelsens tanker om frigjorte kvinder, at han slog sig ned i en by i provinsen med mine 3 ældre brødre og en fordrukken socialrådgiver fra det lokale rådhus.
Jeg husker svagt mine første år, indtil jeg skulle starte i skole. Jeg gik ikke i daginstitution, for der var altid nogen hjemme i kvindekollektivet, som i øvrigt hed "Lotusblomsten".
Næsten hver eneste weekend henover sommeren myldrede det med gæster til kollektivet til arrangementer såsom kreativ weekend, sambaoptog i haven og forskellige erfaringsudvekslinger af helbredende navlepilleri. Jeg husker specielt en weekend, da jeg var 5 år gammel. En af de andre kvinder i Lotusblomsten havde sin 9-årige datter og dennes veninde på weekend. De 2 piger var pisseirriterende, dels fordi de kaldte mig Majs-Bjørn, og dels fordi de en eftermiddag kom hen til mig efter at have ignoreret mig hele dagen med 3 salmiakbomber, som de ville give mig. Jeg var jublende glad. Endelig kunne de lide mig. Jeg strakte grådigt min lille hånd frem og fik salmiakbomberne, som jeg kastede ind i gabet og tyggede. Ikke såsnart var lakridserne inde i munden, før pigerne begyndte at fnise hysterisk, mens de prøvede at dæmpe hinanden. Lakridserne smagte helt forkert.
"De er måske lidt gamle. Bare slug dem", sagde den ene af pigerne. Jeg tyggede på klumpen, som bare voksede og voksede, indtil jeg endelig fik sunket den.
"Aaaaaddd. Han spiste dem. Aaaaddd." Pigerne hvinede af fryd.
"Det var gedelort, vi havde rullet i sukker. Aaaaaadddd."
Imens begyndte fråden at løbe ud af gabet på mig, og mens jeg spænede indenfor for at høre min mor, om jeg ville dø af det, væltede der bræk ned af min grønne anorak, som jeg også havde på om sommeren. Selvfølgelig gjorde det ikke oplevelsen mindre underlig at komme pilende ind i soveværelset, hvor mor lå i en akavet stilling med en anden kvinde, som var ved at æde hende mellem benene. Jeg skreg så højt, jeg kunne. Et af disse primalskrig, man er helt uden kontrol over. Jeg var blevet forgiftet med gedelort, og mor var ved at blive ædt af en anden kvinde.
![]() |
![]() |
| |
|
|