Der var arrangeret en tur for alle børn til den nærliggende bonde. Mor mente at det var vigtig for os børn at vide hvor maden kommer fra, selvom jeg f. eks. vidste at fiskepinde ikke voksede på træer. Mens de voksne gjorde sig klar til at demonstrere på det lokale torv, hvor de skulle smadre et komfur og en støvsuger under parolen ”Mand – tjen dig selv!”, stod vi børn samlet og ventede på bondekonen. Geir var også kommet og stod og gnaskede på guldkarameller sammen med sin grimme, skeløjede lillesøster som slubrede på de to grønne i´er hun havde under sin konstant forkølede næse.

I det fjerne kunne jeg se en skikkelse i storblomstret terylene komme vuggende hen imod os. Det var bondekonen der skulle vise os rundt på gården. Hun vejede mindst 100 kilo, det største tal jeg kunne på det tidspunkt, og havde en bagdel der kunne kvæle os alle sammen på en gang. Storsmilende og pludrende ”greit” og ”kjæmpehyggeligt” nev hun os kærligt på kinderne. Geirs lillesøster fik dog kun et lille klap på hovedet og så var det af sted. ”Pas nu på tøjet, Maj-Bjørn!” råbte mor efter mig. Lilla buksedragt i velour var nu måske heller ikke det helt rigtige tøj til en tur på en bondegård. Men de gule gummistøvler føltes helt perfekte.

På gården var der mange dyr. Hønsene løb forskrækkede rundt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Ramona når jeg så en af de rødbrune spæne af sted med hanen lige i hælene. Vi kom hen til køerne der skulle malkes. Gyda, som bondekonen hed, sat sig ned på en skammel som på forunderlig vis forsvandt under hende og viste os hvordan man skulle gøre. Hendes rumpe vuggede i takt med malkningen mens koen muhede og slog med hælen så at fluerne ikke skulle lande i mælken. Vi fik alle lov til at prøve. Geirs lillesøster fik dog kun lov til at kigge da hendes fingre var lige lovligt grønne af snot. Bagefter blev det hele hældt op i en tank og vi fik lov til at smage. Det kunne man dengang. Salmonella var på det tidspunkt intet andet end en navnet på en af Caligulas mange elskerinder.

Senere på dagen skulle nogle af hønsene lade livet. Bonden havde gjort klar med økse og huggeblok og med hænder store som lokumsbræt hev han fat i et af hønsene. Få sekunder senere havde kræet sagt sit sidste kykliky og løb hovedløs rundt med blodet pumpende ud af halsen. Det blev for meget for nogle af børnene som brast ud i et værre hylekor. Uden at tage notits nakkede bonden den ene høne efter den anden samtidigt med at Geirs lillesøster hylede højere og højere og i´erne voksede sig længere og længere ned mod hagen. Da dramaet var over skulle vi hjælpe med at plukke dyrene. Nogle af børnene, som senere i livet blev veganer med mangelsygdomme, nægtede at deltage. Men Geir og jeg var ligeglade. Vi plukkede på liv og løs og tyggede på guldkarameller.

Efter en lang dag lå jeg udmattet i min seng. Solen var ikke gået ned. Det gjorde den ikke store dele af året i Norge. Jeg lod sølvdollaren jeg havde fået af far glimte i den lavtliggende sol. Den var altid god at have når man savnede far.

7. Afprogrammering  »