Dannelsen af partitiv i ental og flertal i det finske sprog.

Introduktion

Partitiv er en vigtig kasus i finsk, der udtrykker en del af en helhed, dvs. ting, der ikke mister sin karakter eller egenskab, hvis man deler det op i flere deler. F. eks vand, jord, ild, luft.Dertil anvendes partitiv ved ubestemt mængde af noget. I praktikken bruges partitiv f. eks. efter talord større eller mindre end 1,  i forbindelse med verber der udtrykker følelser, uafsluttede handlinger, og i forbindelse med visse præ- og postpositioner. Det er svært at give en grundig gennemgang af dannelsen af partitiv, hvis man har to sider til sin rådighed. Derfor er der i gennemgangen ikke lagt lige vægt på forskellige ordtyper og undtagelser. 

Partitiv singularis

Partitiv singularis dannes af tre forskellige endelser, der tilføjes et ords bøjningsstamme. Endelserne er -a/-ä, -ta/tä, -tta/-ttä. Hvilken af de to endelser, der bruges fra de respektive par, er afhængigt af ordets vokalharmoni (jvf Karlsson 1978 §15).  I eksemplerne i gennemgangen, er der brugt genitiv singularis, der har endelsen -n, for at beskrive bøjningsstammen, og ved grundform skal der forstås infinitiv. 

Endelsen -a/-ä bruges efter bøjningsstammer med kort vokal (Karlsson 1978: s 86).

Eksempler: mehu, mehu/n, mehu/a. viini, viini/n, viini/ä. auto, auto/n, auto/a. pyörä pyörä/n,  pyörä/ä. Der er to ting at være opmærksom på ved dannelsen af partitiv med endelsen -a/ä. Det ene er bøjningsstammen og det andet er stadieveksling. Ved visse former, så ændres -i til -e i bøjningsstammen: Suomi, suome/n, suome/a. putki, putke/n, putke/a. Vedrørende stadieveksling, så er der altid stærkt stadium i partitiv singularis: takki, taki/n, takki/a. satu, sadu/n, satu/a. teko, teo/n, teko/a

Endelsen -ta/-tä bruges efter a) Grundformer med lang vokalændelse eller diftong. b) Bøjningsstammer med konsonantændelse (hvor -e er faldet væk). c) Grundformer der ender på konsonant. d) Enstavede pronomenstammer (Karlsson: s 87).

Eksempler:

a) sää, sää/n, sää/tä. luu, luu/n, luu/ta. työ, työ/n, työ/tä.

b) Ord der ender på -i: meri, mere/n, mer/ta. veri, vere/n, ver/ta. Obs! väri, väri/n, väri/ä. I låneord benyttes den korte partitivform -a/ä. Ord der ender med -si: susi, sude/n, sut/ta. kynsi, kynne/n, kynt/tä. Som nævnt, er der stærkt stadium i partitivformen, til forskel fra svagt stadium i bøjningsstammen. Ord der ender med -nen: punainen, punaise/n, punais/ta. ihmeellinen, ihmeellise/n, ihmeellis/tä. Ord der ender på -us. kauhus, kauhude/n, kauhut/ta. tulevaisuus, tulevvaisuude/n, tulevaisuut/ta (læg igen mærke til, at der er stærkt stadium i partitiv).

c)  Her er det vært at notere, at partitivendelsen tilføjes ordets grundform. Dvs. at man i praktikken ikke behøver koncentrere sig om bøjningsstammen: rengas, renkaa/n, rengas/ta, sokeriton, sokerittoma/n, sokeriton/ta. Observer, at ord der ender på -nen ikke hører til denne kategori, selvom de ender med konsonant: nainen, naise/n, nais/ta.

d) Pronomierne er generelt uregelmæssige, hvilket ikke vil blive belyst nærmere her. Eksempler på partitivformer er: tämä, tämä/n, tä/tä. kuka, kene/n, ke/tä. se, se/n, si/tä. hän, häne/n, hän/tä. Obs: sinä, sinu/n, sinu/a

Endelsen -tta/ttä bruges efter grundformer der ender på -e (Karlsson 1978: s 88)

Eksempler: sade, saden, sade/tta. hame, hamee/n, hame/tta. kirje, kirjee/n, kirje/ttä. Dvs. partitivendelsen tilføjes grundformen, uden at tænke på, hvad bøjningsstammen måtte være. Undtagelser her er itse, kolme og nukke, samt personnavne, der får den korte partitivendelse -a/-ä tilføjet grundformen.

Partitiv pluralis:

Partitiv pluralis har to endelser. -a/-ä og -ta/-tä. Disse endelser tilføjes bøjningsstammen sammen med pluralisendelsen -i- Mellem vokaler ændres den til -j-. Som regel er der stærkt stadium i partitiv pluralis. Stadieveksling er meget sjælden.

Endelsen -a/ä bruges efter alle bøjningsstammer på kort vokal i singularis (Karlsson 1978: s 89)

Eksempler: katto, kato/n, katto/j/a. lehti, lehde/n, lehti/ä. satu, sadu/n, satu/j/a. I mange tilfælder indtræffer en vokalforandring i stammen: tunti, tunni/n, tunte/j/a. lasi, lasi/n, lase/j/a. kana, kana/n, kano/j/a. I andre tilfælde, så falder vokalen væk i bøjningsstammen: nainen, naise/n, nais/i/a. juna, juna/n, jun/i/a. Ord der ender på -us skiller sig betydligt fra singularisformerne:  ajatus, ajatukse/n, ajatuks/i/a (i singularis ajatus/ta) ligesom ord der ender på

-suus: tulevaisuus, tulevaisuude/n, tulevaisuuks/i/a (i singularis tulevaisuut/ta).

Endelsen -ta/-tä bruges efter alle bøjningstammer der ender med to vokaler i singularis (Karlsson 1978: s 90).

Eksempler: pää, pää/n, pä/i/tä. puu, puu/n, pu/i/ta. muodikas, muodikkaa/n, muodikka/i/ta. pirteä, pirteä/n, pirte/i/tä. I praktikken indebærer det, at man erstatter den sidste vokal fra bøjningsstammen med pluralisbetegnelsen -i-. Ellers ville der komme tre vokaler efter hinanden. Det samme gør sig gældende for diftonger, hvor man omvendt fjerner den første vokal i diftongen i bøjningsstammen, hvorefter man tilføjer pluraliskendetegnet og partitivendelsen: vyö, vyö/n, vö/i/tä. maantie, maantie/n, maante/i/tä. Mange substantiver, med tre eller flere stavelser får den korte partitivendelse, hvis næst sidste stavelse ender på en enkelt vokal. Det samme gør sig gældende for flerstavede substantiver der ender på -kka/-kkä og -la/-lä: opiskelija, opiskelija/n, opiskelijo/i/ta. henkilö, henkilö/n, henkilö/i/tä. harakka, haraka/n, harako/i/ta. (bemærk svagt stadie!). Ved flerstavede ord i denne kategori, så er det almindeligt, at man veksler mellem partitivformerne i pluralis: omeno/i/ta, omen/i/a.Til sidst, så er visse pronominer uregelmæssige: se, se/n, ni/i/tä. og tuo, tuon, no/i/ta.

Litteratur:

Karlsson, Fred. Finsk Grammatik. SKS. 8. oplag 2005.