Lokalkasussystemet i finsk

Grundlæggende for lokalkasussystemet i finsk, er at det angiver retning eller sted. På finsk findes der (groft sagt) ikke ord som til, fra, i og på, hvorfor man i stedet angiver retning og sted med kasusendelser, der tilføjes ordet. Der er i alt seks kasus. Tre indre og tre ydre lokalkasus. De indre skal forstås som retning og bevægelse ind i noget, eller befinde sig inde i noget, og de ydre som bevægelse til og fra en flade, eller befinde sig på en flade. Lokalkasus anvendes derudover i mange tilfælde, hvor der egentlig ikke forekommer en bevægelse, eller det at befinde sig på et sted. Disse synes i mange tilfælde være abstrakte. På dansk siger man f. eks. i morgen, på mandag, jeg holder af sprog, han er fra den, så det er ikke noget der er udmærkende for bare finsk. I lighed med andre sprog, så volder det også ofte bekymring, om man nu siger i eller på, så i mange tilfælde gælder det om at lære det udenad. I gennemgangen er der brugt enkelte danske eksempler for at lette forståelsen.

Der er i eksempel af orddannelse brugt vokalstamme, og den finder man ved dannelsen af genitiv, både i ental og flertal.

De indre lokalkasus.

Illativ.

Illativ angiver retning mod og ind i noget, og har tre forskellige kasusendelser. Dannelsen af illativ kan være vanskelig, da der er flere forhold at beagte i både ental og flertal.

Ental:

1. Endelsen er vokalforlængelse (herefter betegnet -V) plus n, hvis nomen ender på en enkelt vokal.- V+n tilføjes ordets vokalstamme i stærkt stadie. Kirjasto, kirjasto-, kirjastoon. Minä lähden kirjastoon. Jeg tager til biblioteket. Vesi, vede, veteen. Heikki putosi veteen. Heikki faldt i vandet. Suuri, suure-, suureen. Man skal være opmærksom på at der er kongruens, dvs. at både substantiv og adjektiv får kasusendelse. Koira karkasi suureen metsään. Hunden stak af til den store skov. Egentlig ind i skoven.

2. Endelsen er –seen hvis ordet ender på to vokaler, og består af to eller flere stavelser. Den føjes ligeledes til vokalstammen. Lontoo, Lontoo-, Lontooseen. Minä matkustan Lontooseen. Jeg rejser til London. Igen skal man være opmærksom på stadieskift. Tehdas, tehtaa-, tehtaaseen. Mies meni tehtaaseen. Manden gik ind i fabrikken.

3. Endelsen er h+V+n ved enstavelsesord der ender på to vokaler.  Suu, suu-, suuhun. Paistetut varpuset ei lennä suuhun. Der flyver ikke stegte spurve ind i munden. Maa, maa, maahan. Maahan pudonnut omena. Et æble der er faldet til jorden. Her kan det synes ulogisk at bruge illativ, da man kan få den idé, at æblet er faldet ind i jorden, og ikke kan ses. Eksemplet vil blive belyst nærmere ved beskrivelsen af allativ.

Til denne gruppe hører også uge- og hellidage der ender på tai, selvom ordet er flerstavet: Maanantai, maanantaihin. Forklaringen kan være, at ugedage er låneord fra svensk, og at –tai svarer til dag, og er et enstavelsesord.

Flertal.

1. Endelsen er –hin hvis flertalsstammen ender på en diftong. Talo, taloi-, taloihin. l husene. Laitan muistinpanoja kirjoihin. Jeg laver noter i bøgerne.

2. Forenklet kan man forklare, at endelsen er –siin, i de tilfælde hvor endelsen er –seen i ental. Man skal være opmærksom på at –e sidst i stavelsen skifter til flertalsbetegnelsen –i.  Huone, huoneeseen, huoneisiin. Man skal tænke på at der er kongruens mellem substantiv og adjektiv. He lähtivät linnan kauneisiin huoneisiin. De tog til slottets smukke rum. Kongruens gælder i øvrigt samtlige kasus.

3. Endelsen er –in i de tilfælde, hvor flertalsstammen ender med en enkelt vokal. Järvi, järvi-, järviin. Järviin istutetaan kaloja. Man planterer fisk i søerne. Laita rahat purkiin! Læg pengene i dåsen!

Inessiv

Inessiv betegner at man befinder sig inde i noget. Dannelsen er mere ligetil end dannelsen af illativ. Endelsen i ental og flertal er den samme. Enten –ssa eller –ssä, alt afhængigt af vokalharmoni (hvilket ikke vil blive belyst nærmere her), og den tilføjes vokalstammen. Suomi, Suome-, Suomessa. Minä olen Suomessa. Jeg er i Finland. Kuppi, kupi-, kupissa. Kupissa on kahvia. Der er kaffe i koppen. Sokeriton, sokerittoma-, sokerittomassa. I den/det sukkerfrie.

Elativ

Denne kasus betegner at nogen eller noget bevæger sig ud fra, eller ud af noget. Dannelsen er på samme måde som dannelsen af inessiv, og får endelsen –sta/-stä. Minä matkustan Suomesta. Jeg rejser fra Finland. Kaadan kupista kahvia. Jeg hælder kaffe ud af koppen.

De ydre lokalkasus.

Dannelsen er fælles med inessiv og elativ. De respektive endelser føjes til vokalstammen i både ental og flertal.

Allativ.

Allativ beskriver en bevægelse mod en flade. Endelsen er –lle. Kissa hyppäsi pöydälle. Katten hoppede op på bordet. Mies muuttaa maalle. Manden flytter ud på landet. Tidligere nævnt eksempel vedrørende illativ, maahan pudonnut omena, ville i allativ, maalle pudonnut omena, kunne opfattes som om der var tale om et æble, der er faldet ned et eller andet sted langt ude på landet.

Adessiv.

Adessiv svarer til at befinde sig på en flade og endelsen er –lla/–llä. Kissa istuu pöydällä. Katten sidder på bordet.

Ablativ.

Kasusen beskriver en bevægelse fra en flade. Endelsen er –lta/ltä. Minä nostin kissan pois pöydältä. Jeg løftede katten fra bordet.

De ydre lokalkasus beskriver endvidere ejerskab, og det at give eller få noget. Minulla on kirja, jonka sain lahjaksi äidiltä. Minä sain sen luettu, ja annan sen huomenna Pekalle. Jeg har en bog som jeg fik af mor. Jeg fik den læst og giver den i morgen til Pekka.

Lokalkasus hvor der ikke forekommer en egentlig fysisk bevægelse, eller at noget befinder sig et konkret sted.

Udover at de finske lokalkasus angiver en bevægelse til og fra, eller ophold på eller bestemt sted, så kan lokalkasus blandt andet beskrive tid, måde og tilstand, samt hvad man tænker, mener og tror om noget.  Det kan synes en del abstrakt, men dansk er på mange måder lige så abstrakt. Jeg tænker på dig. Jeg holder af dig, for at nævne et par eksempler. På og af giver umiddelbart ikke mening. Med andre ord så gælder det om at sætte sig ind i et tankemønster eller lære det udenad.

De indre lokalkasus er almindelige når man angiver tidsudtryk. Vuodesta vuoteen. Fra år til år. Minä olen yliopistossa monta kertaa vikossa. Jeg er på universitetet mange gange om ugen. Dog kan tid også udtrykkes med adessiv. Yöllä minä nukun. Om natten sover jeg. Kesällä lähden Suomeen. Om sommeren tager jeg til Finland.  Forskellen mellem inessiv, illativ og allativ er, at de to førstnævnte fortæller om ting der sker i et afgrænset tidspunkt, og sidstnævnte fortæller mere generelt om hvornår noget sker: Minä hakkasin puut päivässä vs. Minä hakkaan puita päivällä. Jeg kløvede træerne på en dag vs. Jeg kløver træer om dagen. Der skal nævnes, at tidsudtryk kan beskrives med flere andre kasus der ikke er lokalkasus, f. eks. translativ. Jouluksi menen Ruotsiin. Til jul tager jeg til Sverige.

Inessiv kan udtrykke tilstand. Äiti on huolissaan. Mor er bekymret. Ordet er afledt af huoli der betyder bekymring så ordret kan det forstås som mor er i bekymring. På samme måde kan man bruge adessiv for at beskrive mange tilstande, jää/ jäässä, is/frossen. Veri/veressä, blod/blodig. Der er mange udtryk, hvor afledningens betydning ligger langt væk fra det ord det er dannet af: humala/humalassa, humle/beruset. Hanska/hanskassa, handske/under kontrol. Samtidig kan det, alt efter kontekst, også betyde i humlen og i handsken.

Adessiv kan udtrykke måde, dvs. med, eller hvordan man gør noget. Minä kirjoitan kynällä. Jeg skriver med en pen. Huutamalla et saa mitään. Ved at råbe får du ingenting. Kasusen er almindelig ved hvordan måden man transporteres. Marjo matkustaa laivalla/autolla/lentokoneella/junalla Suomeen. Marjo rejser med båd/bil/fly/tog til Finland.

Verber der udtrykker sanser styr ofte ablativ. Tämä maistuu huonolta. Det her smager dårligt. Ruusu tuoksuu hyvältä. Rosen dufter godt. Kuullostaa kivalta! Det lyder sjovt! Ablativ udtrykker også noget der udgår fra en person. Hän vaikuttaa kummaliselta. Han virker underlig. Sain Tuulalta lupaa palauttaa tehtävän myöhemmin. Jeg fik lov af Tuula at aflevere opgaven senere. Häneltä meni näkö. Han mistede synen. Egentlig: fra ham gik synet. Kysy Annalta koska meillä on tunti. Spørg Anna hvornår vi har time. Hvis man kigger på foregående eksempler, så kan man ane et vist tankemønster, at det man sanser, ønsker svar på, eller mister, udgår fra fladen på personen eller genstanden. På tilsvarende måde, så kan noget udgå indefra en person eller genstand, og der bruges så elativ. Minä pidän suomen kielestä. Jeg holder af det finske sprog. Minä kerron Ruotsista. Jeg fortæller om Sverige. Kolikot on tehty kullasta. Mønterne er lavet af guld. Minusta tuli sairaanhoitaja. Jeg blev sygeplejerske. Disse fire eksempler fortæller at noget udgår centralt eller indefra noget. Sidstnævnte eksempel kan billedligt forstås som ud af mig kom sygeplejerske.

Afsluttende bemærkninger.

Det er dog langt fra sikkert at opstille regelmæssige regler for de forskellige lokalkasus. Der er mange tilfælde hvor der er undtagelser, og forskellige lokalkasus kan bruges for at udtrykke det samme, blot med en anden vinkling eller nuance. Minä lähden kaupunkiin vs. Minä lähden kaupungille. Begge udtryk siger at jeg tager til byen, men sidstnævnte fortæller, at jeg tager til byen for at opholde mig der i kortere tid. Det ville f. eks. være underligt at sige minä olin kaupungilla kolme päivää. Det kommer an på hvad man vil beskrive. For dem der har læst Leif Panduros bog ”Rend mig i traditionerne”, hvor hovedpersonen David hvileløst render rundt inde i Københavns midtby i flere dage, så kunne man nok fristes til at sige hän kierteli kaupungilla monta päivää.