Finlands historie og samfundsforhold

I skyggen af Sovjetunionen          

Årene efter Finlands udtræden af anden verdenskrig prægedes af en usikkerhed hos Finlands befolkning og magthavere. Årene 1944-48 bliver ofte betegnet som farens år. Man var bange for, at Finland ville lide samme skæbne som de Baltiske lande og indlemmet i Sovjetunionen,eller blive et land med samme politiske model, dagsorden og tilknytning til Moskva, som lande i det nyopståede østblok. 

I 1944 blev der med Sovjetunionen indgået en våbenstilstanspakt, hvor Finland forpligtedes til at afgive landområder i henhold til  Moskvafreden 1940 (derudover Petsamo-området, samt Porkkala, der skulle udarrenderes som sovjetisk militærbasei 50 år), at Finland skulle sende de tyske tropper ud af Finland, og sidst, men ikke mindst, betale en krigsskadeserstatning (Med hensyn til krigsskadeerstatningen, så skulle den betales i form af varer, der ikke kom fra den traditionelle finske industri, men skulle blandt andet komme fra metalindustri. Dette var en stor mundfuld for Finland, da det krævede udbygning af ny industri. Her er det vært at  notere, at dette var til stor del for Finland fremtidigt, da man parallelt kunne eksportere varer fra den oprindelige industri (papirvarer mv.) til vesten samt at man fik en veludbygget ny industri (bla. metal og værft).  på 300 mio. dollar i 1938-års priser (hvilket dermed i realiteten indebar en krigsskadeserstatning der var dobbelt så stor).

I og med denne aftale, blev der  af de allierede nedsat en kommission, der skulle overvåge at aftalen blev afholdt. Denne kommission, der kom til at have sit hovedkvarter i Hotel Torni i Helsinki, blev ledet af Andrej Zdanov. En berygtet nær medarbejder til Stalin, som tidligere havde orkestreret Sovjetunionens okkupation af Estland, med efterfølgende deportationer af dele af befolkningen til Sibirien. Derfor var det ikke en ubegrundet frygt hos finnerne, når denne mand kom til at lede kontrolkommissionen. Zdanov gjorde klar, at kommissionen ikke skulle blande sig i den Finske indenrigspolitik, men alene overvåge at aftalen og våbenhvilen blev overholdt. Han havde den opfattelse, at Finland via parlamentariske midler skulle komme med en nyorientering mod Sovjetunionen, og Zdanov kom også undervejs med bemærkninger og rekommandationer vedrørende de finske indre politiske anliggende.   

Et af kontrolkommissionens krav var, at retsforfølge dem der var ansvarlige for at Finland gik i krig med Sovjetunionen. Det særlige i dette var, at man ville retsforfølge dem der var ansvarlige for at indlede krigshandlinger, hvor Nürnberg-processerne handlede om egentlige krigsforbrydelser.  Statsminister J. K. Paasikivi  (præsident 1946) og den finske rigsdag var stærkt imod, da det stred mod Finsk retsopfattelse. Loven gik kort sagt ud på, at man skulle kriminalisere tidligere fattede politiske beslutninger om at gå i krig. Men efter at kontrolkommissionen pressede på, så blev der vedtaget en lov, der skulle retsforfølge personer som var ansvarlige for fortsættelseskrigen 1941-1944. Selve vinterkrigen 1939, hvor Sovjetunionen angreb Finland, blev slet ikke berørt.

I 1945 blev 8 fremtrædende personer idømt frihedsstraf, varierende fra et par år til 10 år, hvor forhenværende præsident R. Ryti blev idømt 10 års fængsel. Her er det vært at notere, at C. G. Mannerheim ikke blev retsforfulgt trods omfattende beviser for hans aktive deltagelse. Opfattelsen blandt befolkning og politikere var, at disse domme bar præg af skueprocesser, og havde som formål at være en magtdemonstration fra Sovjetunionens side. De frihedsberøvede fik deres domme nedsatte efterhånden, og blev frigivet 1947-49. Til forskel fra andre retsopgør efter 2. verdenskrig blev ingen i Finland dømt til døden.

Den alvorligste krise der opstod, kan nok tilskrives affæren med gemte våben. Tusindvis af mennesker, havde gemt våben og ammunition forskellige steder i Finland i tilfælde af at Sovjetunionen skulle okkupere landet. Det resulterede i en større proces, hvor et stort antal mennesker blev idømt frihedsstraf.

Kontrolkommissionen forlod Finland i 1947 efter at den egentlige fredsaftale var blevet skrevet under i Paris, og Finland opnåede atter fuld suverænitet. Samme år tilbød USA Marshallhjælpen, hvis formål var at bidrage til genopbygningen af Europæiske lande. Finland var også inviteret til at deltage i en konference i Paris, hvor emnet skulle drøftes. Næstformanden i kontrolkommissionen, G. Svanenkov, modsatte sig at Finland deltog og derfor kom Finland til at afstå fra Marshallhjælpen. Formålet her, var naturligvis at Sovjet havde Finland i sin interessesfære og ikke ville have vestlig indblanding. 

Alfa og omega for Sovjetunionen var sikkerhedspolitikken. Derfor foreslog Stalin, at de begge lande skulle indgå en aftale, hvor Sovjetunionens sikkerhed blev garanteret. Det så kaldte VSB-pagt, venskab, samarbejde, bistand , blev indgået i 1948. Den betød, at Finland forpligtede sig at afværge et angreb på Sovjetunionen via finsk territorium. Samtidig med dette, så forpligtede Finland at lade Sovjetiske tropper ind på Finsk territorium, hvis Sovetunionen var truet af angreb via Finland. Det specielle ved den aftale var, at dette kunne kun ske efter konsultation mellem Sovjetunionen og Finland. Det vil sige, at Sovjetunionen ikke kunne sende tropper til Finland uden varsel, men at det skulle være en gensidig aftale om at det skulle ske. Dette skal ses i kontrast til Warszawapagten (1955), hvor medlemslandene forpligtede sig til at øjeblikkeligt komme hinanden til undsætning. I VSB-aftalen, skulle Finland ikke stille tropper til rådighed på Sovjetisk territorium.

Finland gjorde klar, at man ville stå udenfor stormagtskonflikter, og stillede sig derfor neutralt, men samtidig forstod man, at Sovjetunionen havde legitime sikkerhedsmæssige interesser og derfor forstod nødvendigheden af aftalen. VSB-aftalen løb i første omgang over 10 år, men blev forlænget i omgange, sidste gang 1983 for en 20-årig periode, men aftalen ophørte ved  Sovjetunionens opløsning.

Man kan spekulere i, hvorfor Sovjetunionen ikke gjorde kort proces med Finland under efterkrigsårene. Et argument er, at Finland havde vist sig at være en værdig modstander under krigen og ikke blev okkuperet som andre lande. Et forsøg på at indlemme Finland i Sovjetunionen havde medført omfattende uro, protester og aktioner, og i sidste ende, med sandsynlighed, havde medført store omkostninger. Desuden var krigsskadeerstatningen fra Finland af stor vægt for der krigshærgede Sovjet, som man ikke ville risikere gik tabt. Samtidig, så kunne Sovjet miste international prestige, ved at bryde den våbenhvile man havde indgået i 1944, og derved blive betragtet som en aggressiv part, og ikke som en ”fredselskende” nation, som har været en af Sovjetunionens mange paroler gennem tiderne. Det vigtigste for Sovjetunionen var sikkerhedspolitikken, og den kunne opnås ved at der var en gensidig forståelse mellem begge parter; at Finland respekterede Sovjetunionens integritet og behov for sikkerhed, samt at Sovjetunionen respekterede Finlands suverænitet. På den måde kunne man opnå en balance begge parter kunne leve med, hvilket var i enighed med den så kaldte Paasikivi-linje.

Paasikivi-linjen.

Som allerede nævnt, så var Finlands udenrigspolitiske hensigt at stå udenfor stormagtskonflikter og stille sig neutralt, men samtidig tage hensyn til sin store nabos sikkerhedspolititik. Det vigtigste var, at have gode relationer til Sovjetunionen, og relationer til andre lande, kom derfor groft sagt i andet led. Finland kunne ikke på den udenrigspolitiske scene agere uden afstemning og accept af Sovjetunionen. Det kan synes som en tvangstrøje, men Paasikivi så dette mere eller mindre som et nødvendigt ondt. Den bitre erfaring fra historien, og forståelsen af Sovjetunionens behov af stabile relationer, gjorde at der ikke var mange andre alternativer. Finland stod som et neutralt land, og havde derfor ingen allierede, og derfor var stabile og tillidsfulde relationer til naboen mod øst af største vægt.

Paasikivi havde et motto: ”Anerkendelse af fakta, er begyndelsen til al visdom”. Med dette skal der f. eks. forstås, at Sovjetunionen var militært overlegen, og at ved anerkendelse af dette, så kunne man arbejde videre og fremad mod et forhold, hvor man kan leve side om side. Man kunne sige ”live and let live”. Fredelig sameksistens. Man kan her formode, at et Sovjetisk synspunkt kunne have haft samme karakter: Finland er ikke et land man kan underkaste med tvang, som historien har vist, og at Finland er et land der til enhver tid vil kæmpe for sin suverænitet og selvstændighed. Det er også vært at notere, at Paasikivi både under og før krigen havde været antisovjetisk, men efter at have kigget i bakspejlet ved krigens afslutning, kom han til den indsigt, at det er nødvendigt at have en realistisk relation til naboen mod øst.

Samtidig gjorde Paasikivi klart, at nære relationer til Sovjetunionen ikke skulle have ditto indenrigspolitiske indrømmelser. Hvem der sidder i regeringen, er et anliggende for Finland og ikke Moskva. Kommunisterne havde flere gange prøvet at få Moskva til at udøve pres på det indenrigspolitiske, og Paasikivi fik derfor fjernet kommunister fra vigtige politiske poster. Han var af den opfattelse, at en minister som var kommunist, ikke ville gå Finlands ærinder, men sovjetiske. Ved at knytte tættere og tættere bånd til Sovjetunionen, så vil Finland med tiden være helt afhængig af naboen mod øst, og den slags tilnærmelser var Paasikivi ikke tilhænger af.

25 år med Urho Kekkonen.

1. Optakten til Kekkonen som præsident.

Finlands udenrigspolitik fortsatte på Paasikivis linje i Kekkonens præsidentperiode. Med rette kan man derfor kalde Paasikivi-linjen for Paasikivi-Kekkonenlinjen (Kekkonens linje videreudvikledes mod nærmere relationer med Sovjetunionen). Allerede inden Kekkonen blev præsident, så opnåede han at skabe gode relationer til Sovjetunionen. Fra han tiltrådte som statsminister 1950 frem til han blev valgt til præsident 1956, fik han blandt andet en femårig handelsaftale (Handelsaftalerne havde den store fordel for Finland, at finsk industri ikke var ligeså konjunkturfølsom som i andre vestlige lande. I lavkonjunkturer så sikrede de 5-årlige handelsaftaler med Sovjetunionen afsætning for finske varer. Det skal bemærkes, at handelen med Sovjetunionen ikke var altdominerende. De vigtigste handelspartnere lå stadig i vesten). i stand med Sovjetunionen, der sikrede en afsætning af finske varer, også efter at leveringen af krigsskadeerstatningen kom til at ophøre. Handelsaftalerne blev forlænget helt frem til Sovjetunionens sammenbrud. I 1955 blev Porkkala-basen udenfor Helsinki tilbageleveret til Finland, hvilket også gav plusser på kontoen under hans regeringsperiode. At Sovjetunionen under N. Chrusjtjov gav Porkkala tilbage til Finland havde fere motiver; at vise omverden at Moskva ønskede afspænding i Europa, samt at gestussen ville stærke Kekkonen som den person, der kan opvise resultater. Underforstået stærke hans kandidatur til præsident. 

Blandt andet disse to ting bidrog til at Kekkonen blev valgt som præsident. Han nød stor respekt i Moskva ved at fortsætte den linje Paasikivi havde indledt, og man så ham som en garant for at samarbejdet kunne fortsætte i samme ånd. På samme måde kan man forstå, at elektorer pegede på Kekkonen som præsident; at han vil være den der er kapabel til at opretholde de gode relationer til Moskva. Ikke desto mindre havde han bevist dette ved de opnåede aftaler. Sejren i præsidentvalget 1956 var dog snævert. Mange politikere var skeptiske og så ham alt for moskvatro.

2. Årene med Kekkonen ved roret.

Sovjetunionen har under årenes gang flere gange påvirket den finske indenrigspolitik. I 1958 års valg til den finske rigsdag opstod en bred majoritetsregering under K. A Fagerholm (socialdemokrat). Kekkonen var skeptisk med tanke på de nyvundne relationer til Sovjetunionen. Moskva havde et anstrengt forhold til socialdemokraterne, der var dybt splittet internt og modarbejdede kommunisterne Samtidig var sovjetlederne urolige for en regering, der kunne modarbejde Kekkonens udenrigspolitiske linje. Derudover, så var man bange for at Fagerholm kunne blive en betydende modkandidat til Kekkonen ved næste præsidentvalg 1962. Reaktionen kom derfor hurtigt. Moskva kaldte sin ambassadør hjem, og afbrød alle samtaler omkring en fornyet handelsaftale. Sovjetunionen trak VSB-kortet (Også senere i historien har man set Rusland hive es op af ærmet for at påvirke nabolande. De seneste år med at flere gange lukke for gas- og olieleverancer til Ukraine, for at påvirke Ukraines politiske konstellationer ,og afbøje vestlig orientering). og antydede at man ville kalde Finland til militære konsultationer på grund af begivenheder i Europa. Denne skræmselstaktik virkede, og den finske regeringskonstellation smuldrede, hvorved den til sidst blev opløst og hele regeringen gik af.

Efterfølgende lod Chrusjtjov omverden forstå, at Moskva ikke blander sig i finsk politik, men at det for Sovjetunionen er af største vægt, at den førte politik er i overensstemmelse med indgåede aftaler. Når Chrusjtjovs udtalelser faldt, så befandt sig Kekkonen i Rusland, hvilket af mange er blevet betragtet som, at han selv havde en finger med i spillet. Årene 1958-59 kom til at blive kaldt for nattefrosten.

Der gik ikke lang tid før næste krise opstod. Man kan sige, at den kom i forlængelse af nattefrosten, hvor Moskva havde påvirket begivenhederne i finsk indenrigspolitik til fordel for Kekkonen. Fremgangsmåden og formålet var stort set det samme: Fastholde Kekkonen som præsident ved hjælp af udenrigspolitiske pressionsmidler.

I 1962  skulle der atter holdes præsidentvalg, og socialdemokraterne havde opstillet en modkandidat

Olavi Honka, som Kekkonens modstandere også pegede på. Igen faldt dette ikke i god jord hos magthaverne i øst. Man så atter den stabile relation og Finlands udenrigspolitiske linje truet. Endnu en gang blev man vidne til at magthaverne i Moskva brugte VSB-aftalen i det politiske spil om Finlands politiske fremtid. I 1961 havde en alvorlig krise mellem stormagterne brudt ud i forbindelse med opførelsen af Berlinmuren og Vesttysklands placering i NATO. Sovjetunionen brugte de aktuelle kriser i Europa til et ønske om konsultationer i henhold til VSB-pagten og indsende derfor en note om dette. Igen lå der en bekymring til grund, at der var opstået nye politiske kræfter i Finland der vil ændre den udenrigspolitiske kurs.

Deraf den så kaldte notekrise. Dette viste sig være et effektivt pressionsmiddel. Kekkonen rejste til Sovjetunionen for at afbøde krisen, og han kunne igen vende tilbage til Finland som den stærke præsident, der kunne forhandle med Moskva. Olavi Honka trak sig tilbage, og oppositionen stillede sig bag Kekkonen, der vandt præsidentvalget 1962 med betryggende majoritet.

Samlet set, så kom Kekkonen styrket ud af kriserne, og vandt resterende præsidentperioder i sin politiske karriere uden særlig modstand, hvilket passede de Sovjetiske ledere godt. De havde den stabile Finske nation ved sin side, der garanterede det, der som nævnt var alfa og omega for Sovjetunionen: Sikkerhedspolitikken. Undervejs i de politiske spil og under kriserne, så forstod Kekkonen at udnytte sin position og anseende i Moskva. Derfor opnåede Finland, at med Moskvas accept, blive medlem af Nordisk Råd og FN i 1955, samt indgå en aftale med EFTA 1961. 

Årene efterfølgende kom ikke til at udvikle sig så dramatisk, som de foregående år. De kom til at være præget af en aktivere udenrigspolitik fra finsk side, men stadig med Sovjetunionen in mente. Et fokus var neutralitetspolitikken, som vel hænger sammen med relationen til naboen mod øst, samt en orientering mod øget Nordisk samarbejde, samt indgåelse af handelsaftaler, den her gang med daværende EEC. Formålet var, at knytte den finske økonomi tættere på vestlige markeder, men det var altid en balancegang med Sovjetiske interesser. Udenrigspolitiske initiativer skulle stemme overens med indgåede aftaler.

Et udspil at lægge mærke til, er Kekkonens forslag om at Norden skulle være en atomvåbenfri zone. Først og fremmest for at beskytte Finlands territorium mod at blive en krigsskueplads, og atter fremhæve Finland som neutral i en stormagtskonflikt,  men samtidig  være en hindring for Sovetunionens ageren hvis VSB-pagten skulle blive aktuel. Det vil sige hindre opstilling af atomvåben på finsk jord. Omvendt mente andre, at Finland gik Moskvas ærinder ved forslaget, blandt andet ved at  Sovjet ville tjene på, at ikke have missiler på nært hold rettet imod sig.

Afslutningsvis, så herskede der i Finland en vis berøringsangst ved  Sovetunionen og dens interesser og handlinger. Der var ikke mange kritiske stemmer, hverken fra politikere eller presse. Med andre ord, at der herskede en form for selvcensur. Åbenlys kritik af Sovjetunionen kunne nemt komme til at kritiseres som antisovjetisk i Finland. Der var en udbredt opfattelse, at ikke unødvendig komme på kant med Moskva. Et godt eksempel, som man i andre lande vil ryste på hovedet af, var at Solzjenitsyns udsmuglede værk ”Gulag Arkipelagen” ikke blev udgivet i Finland. Et andet er, at man ikke kritiserede invasionen af Tjeckoslovakiet, men blot ”beklagede” fra officiel side. 

Kekkonen som statsmand.

Kekkonen kom til at være den altdominerende politiker under den kolde krig. At blive på posten som præsident i 25 år kræver politisk snilde. Og samtidig: Den rådende situation under den kolde krig krævede, at der var en stabil person på præsidentposten. Skiftende udenrigspolitik fra finsk side kunne have haft meget negative konsekvenser, som man i dag naturligvis kun kan spekulere i. At han blev valgt så mange gange, kunne tyde på, at der ikke var tro på, at andre kandidater kunne varetage opgaven med at være den statsmand Moskva kunne stole på, og samtidig sørge for at Finland havde en stabil og realistisk relation med Sovjetunionen. Kekkonen var det stærke kort i den sammenhæng. Han formåede at skabe en tillid hos politikere og befolkningen, og endte med at blive en meget populær præsident.

Økonomisk set, så gik det fremad for Finland under den kolde krig, hvilket kan tilskrives Kekkonens aktive indgåelser af handelsaftaler, ikke bare med Sovjet, men også med andre lande. Som Moskvas fortroede mand, og med den tillid han havde derfra, så kunne kan indgå forskellige vestlige handelsaftaler. Kort sagt kan man sige, at Kekkonens indsats transformeredes det finske samfund fra et krigshærget landbrugsnation med stor gæld, til en velstående, genopbygget moderne industrination, der velfærdsmæssig er at sammenligne med de øvrige Nordiske lande.

Ved at fremhæve Finlands neutralitetspolitik, og dirigere udenom stormagtspolitik og det, der kunne skade eller skabe misstillid hos naboen mod øst, muliggjorde at Finland kunne orientere sig mere mod vesten, og i sær Norden. F. eks. Finlands optagelse i Nordisk Råd, og FN, som tidligere nævnt. Internationalt set, blev Finland et land med en troværdig udenrigspolitik, og et land som blev betragtet neutralt, til trods for VSB-pagt, geografisk placering og begivenheder før og under krigen. Her er det vært at fremhæve den sikkerhedspolitiske konferens der blev afholdt i Helsinki 1975. Efter Warszawapagtens invasion af Tjeckoslovakiet i 1968, havde Sovjetunionen foreslået en sikkerhedskonference, der skulle omhandle Europas politiske og sikkerhedsmæssige fremtid. Kekkonen havde været hurtig fremme, og tilbød at Finland skulle agere vært. Igen for at vise og understrege Finlands neutralitet, men samtidig også agere på den storpolitiske scene som en brobygger mellem stormagterne.

Men ingen ros uden ris. International kritik af Kekkonen forekom naturligvis, hvor man kritiserede hans eftergivenhed for sovjetiske interesser, indblandingen i den finske indenrigspolitik og Kekkonens lytten efter signaler fra Moskva. Forbundskansler Willy Brandt møntede udtrykket finlandisering der beskriver fænomenet. Det er nemt at kritisere finsk udenrigspolitik ved den tid, når man ikke selv har noget at risikere. Kekkonens doktrin har i bakspejlet vist sig, at have været gunstig for Finlands udvikling.

Kekkonen kom til at være altdominerende i finsk politik. Selvom han fik skabt en vis form for konsensus i finsk politik, og stabilitet med naboen, så er det ganske ualmindeligt, at en politiker fra et vestligt demokrati sidder 25 år som præsident. Det forstyrrer den demokratiske opfattelse, at en politiker med diverse pression og styring skaber den politiske agenda. I 1973 informerede han, at han kun ville fortsætte som præsident i yderligere en periode, hvis han blev valgt direkte af rigsdagen. Vel vidende, at det var ham der havde inviteret til den sikkerhedskonference der skulle finde sted et par år senere, og var den der var kapabel til at stå for konferencen, samt var den, der med Moskvas billigelse, kunne lande en nærtstående handelsaftale med EEC.

Man kan spekulere i om det er magtbegær, eller at man agerer som man gør, fordi man mener at det er for Finlands bedste. Personlig tror jeg det er sidstnævnte, blandet op med en opfattelse af at man er uundværlig.