Men hvorfor det her
og hvorfra –
lige igennem den lyse glæde slår
beskidte kæmpeknytnæver

Galeanstaltsskrækken dukkede op
og trak fortvivlelsens teatertæppe ned
i min hjerne

Og
som når man kaster sig ud
fra de kvælende spasmer
i et kæntret slagskibs bug –
kravlede gennem sit lasede
brølende øje Burljuk.
Med øjne tudet sønder og sammen næsten klæbrige af blod
rejste han sig
begyndte at gå
og sagde
med en ømhed man ikke havde forventet af en så fedladen person:
”Det er godt!”

Det er godt når en gul bluse hindrer
indsyn i sjælens kvaler!
Det er godt
når ”Drik von Houtens chokolade”
skriges ud af guillotinens gab.

Og dette øjeblik
bengalisk
skrigende
vil jeg ikke skifte ud
med noget som helst i verdenen…

Med ud af cigarrøgen
som et likørglas kiggede
Severajnins fjæs fordrukken og vederstyggelig.

Hvordan vover De kalde Dem poet og gå rundt og kvidre
som det mest grå af alle de fjærkræ!
I dag
må
verdenens kranie splintres
og hugges op til en boksingarena!

Kun en tanke gør jer urolige –
”Danser jeg ikke flot?” –
Men morer mig
på andre måder som I kan se –
som pokerhaj og alfons på torvet!

I
der har gjort forelskelserne bløde og slukørede
jeg er træt
på jeres tårers evige rislen
og forlader jer
med solen klemt fast som en monokel
i mit øjes opspærrede gab.

I utroligt tøj
skal jeg under solen vandre
elsket af alle skal jeg forbrænde min krop
og i snor foran mig tripper Napoleon som en mops.

Som en kvinde skal jorden brede sig foran mig
med en lidenskabelig uro dirrende i kødet.

Tingene får liv –
deres læber bevæger sig
og pludrer:
”Føtnof, føtnof, føtnof”.

Lige pludseligt
satte tordenskyer
og andre skyheder
hele himmelen i heftig vug.
De lignede skarer af hvide arbejdere
som erklæret en vredladen strejke mod hele himmelhvælvet

Frem fra skyerne krøb et frygtindgydende bulder
og pudsede sine enorme næseborer med kraft
og himmelens ansigt forvred nogle sekunder
i en Jernbismarcks strenge grimasse.

Og en
der sad fast i skyernes lænker
strakte hånden ud mod en café –
på samme tid
øm som et kvindehjerte
og led som en bogafbrænding.

Tror I
at det er solen som aer kafeen
den her aften?
Nej, han er tilbage general Gallifet
for at henrette rebeller!

Hænderne op af lommen alle dagdrivere –
grib knive gadestene revolvere
og alle i armløse invalider
i kan stænge med jeres hoveder!

Kom alle sultende
svedige
fortvivlede
som sumpet i loppebid og armod.

Kom!
Alle mandage og tirsdage
vi skal male jer til helligdage i blod!
Knivene skal få jorden til at huske
hvilken den ville gøre banal!
Jorden
som er blevet fed som en elskerinde
som Rothschild ikke længere vil kendes ved!

Lad flagene flagre i skudsalvernes brand
som de flagrer i alle højtidsdage –
hejs slagternes blodige skrog
højt i lygtepælenes galger.

Jeg bandede
faldt på knæ
huggede med kniven
krøb efter en
for at bide mig fast.

Rød som Marseliesen skælvede på himmelen
Solnedgangen i en dødskamp.

Allerede vanvittig.

Ingenting vil ske.

Natten vil komme og glubende
tygge og svælge
i mørkt frådseri.

Se –
Himmelen er allerede blevet iskariotsk
med en håndfuld sølvstjerner stænket af forræderi.

Den er kommet.
Som Mamaj slubrer den alt i sig
sidder tungt med bagdelen over byen.
Vores øjne kan ikke bore huller i denne nat
sortere end Asef!

Jeg maser mig sammen i et hjørne af bodegaen
drukner sjælen og dugen ind i vin
og ser
hendes runde øjne over bordene.
I mit hjerte har Madonnaens blik gnavet sig ind.

Hvorfor skænker du bartumlere lys fra din glorie
som er blevet malet efter en skabelon?
Du ser
her gentages samme historie:
man foretrækker Barabbas
frem for din Golgatasøn.

Måske bærer jeg bevidst i menneskemassen
et ansigt ikke nyere end andres ansigtstræk.
Måske
er den aller smukkeste
af alle dine sønner
lige mig.

Giv
tidens hurtige død
til dem der er begyndt at mugne i sin glæde
så at børn begynder at vokse her side om side
så at drenge bliver fædre
og piger gravide.

Og må de nyfødte her i landet
vokse op til gråsprængt nysgerrige vise mænd.
En gang skal de give
sine nyfødte navne
efter titlerne på mine poem.

Måske er det mig som digtet om engelske imperier
og om maskiner der aldrig ruster
i det mest hverdagslignende af alle evangelier
som er den trettende apostel.

Og når jeg skriger
frækt og af alle kræfter –
fra time til time
og morgen til aften –
vil måske Kristus mærke hvordan det dufter
af forglemmigej i min sjæl.