Pris mig!
Til trods for at jeg aldrig har gjort noget stort!
Jeg stempler ordet ”nihil” over alt der er blevet gjort

Læse?
Jeg har aldrig læst noget som helst!
Bøger?
Hvad skal man med bøger til?

En gang troede jeg
at det var sådan her bøger blev skabt:
en poet dukker op
åbner munden på klem
og står der sjælefuld og åndsvag og gaber op –
og så er det sket!
Men nu ved jeg bedre –
Inden sangen trænger frem
irrer de rundt til de får gnavesår af at tulle rundt
og langt dernede i hjertets slam
spræller fantasiens imbecile brasen
Med små klumpe af rim og allitterationer
koger de en suppe sammen af kærlighed og nattergale
medens gaden vrider sig i konvulsioner
med tungen afskåret og uden at kunne tale

Hovmodigt rejser vi nye Babelstårne
men Gud
gør menneskers tungemål bittert
og knuser byerne til agerjord

Gaden holder smerten tilbage
den tier
men i dens strube står et skrig på tværs.
Benede droscher og opsvulmede taksier
sætter sig fast i kørebanens hals.
Fladere end tuberkulose
ligger gadens bryst sønderfodgænget

Med mørke har byen blokeret vejen.

Og når det –
trods alt! –
bagefter smed folkemasserne op på torvet
med et hosteanfald der fik kirketrappen til at knuses
tænkte jeg:
i ærkeengelkørens sange
kommer den udplyndrede gud for at udkræve straf.

Så sætter gaden sig ned og bræger:
”Kom så går vi og æder!”

Krup og hans kruplinge har nedsmurt byen
og forsynet den med truende rynkede øjne
Blandt de døde ords stinkende kadavere
er der kun to der frydes i dag:
”Borsjtj”
tror jeg
og ”svin”

Poeterne
opsvulmede af gråd og snøft
kastede sig på gaden og hev sig i håret:
”hvordan kan man med sådanne ord give poetisk løft
til strofer om kærlighed
og små blomster om foråret?”

Men bagved poeterne
gadernes hærskare
studenter
kræmmere
og ludere

Ikke så hurtigt!
Mine damer og herrer!
I er ikke fattige
her tigger vi ikke!

Vi de kernesunde
som bevæger os frem i vældige skarer
skal ikke lytte men vælte dem ud som klynger sig
fast som gratisbilag
til alle dobbeltsenge!

Er det dem vi skal tigge og bede
om hymne
og oratorier
Det er os der har skabt den hymne der stiger
drønende som ild ud af fabrikker og laboratorier.

Hvad mig angår Faust
som i sit drømmefyrværkeri
skvatter omkuld med Mefistofeles på de himmelske gulv
Jeg ved –
Mere mareridtslig end Goethes fantasi
er en søm i min støvle

Jeg
som med et eneste ord ud af mit gyldne gab
føder sjælen på ny
og gør kroppen fri
siger jer:
mere værdifuldt end alt det jeg skabt
er et eneste støvkorn fuldt af liv!

Lyt!
Her skal I høre
dagens råbehovede Zarathustra prædike
og stønnende rulle sig på jorden!

Vi
nyvågne og søvnige med ansigt hvide som et lagen
og læber som hænger ned som lysekroner fra loftet
vi
straffearbejdere i byens spedalskhuse
hvor alt liv er blevet forgiftet af smuds
er renere end al veneziansk azur
pudset af havet og solene!

Blæs på alle
Homerosers og Oividusers hymne
Hvor der ikke er plads til os
kobberirrede og sodede helte!
Jeg ved –
Selve solens stråler ville blive skjult
af den gyldne flyvesand i vore sjæle!

Sener og muskler er mere sande end bønner
Skulle vi tigge og bede tiden om nåd?
Vi –
Hver evig eneste en –
griber med næven
de drivremme der holder verdenen i gang.

Jeg har betrådt salonernes Golgata
I Petrograd Odessa Kiev og Moskva
og der var ikke en eneste
der
ikke gabte op:
”Korsfæst
korsfæst den satan!”
Men I –
mennesker –
er mig mere kært end alt andet
også jer der ikke forstår mig.

Har I set hvordan hunden slikker den hånd der tæver den!

Som en lang og skabrøs anekdote
har alle samtidige skraldgrinet ad mig.
Men jeg kan se
gennem tidens bjerg nogen komme herover
som ingen andre kan se.

I fronten for alle de sultende trælle
uset af alle de nærsynede mennesker
kommer nittenhundredeseksten marcherende
pyntet i revolutionens tørnekrone.

Det er mig dets profet der kalder;
jeg er overalt der smerten er
På hver enkelt tåre der falder
har jeg korsfæstet mig.
Her gives ikke forladelse mere.
Hvor engang ømheden blev dyrket
Har jeg svedet sjæle.
Det er sværere at storme og rasere
jeg ved ikke hvor mange bastilier.

Og når
frelseren kommer annonceret af oprør –
skal jeg
rive sjælen ud af mit bryst for jer
og trampe på det
til den bliver stor! –
og overrække den som et blodigt banner.