|
Skriftsprogets udvikling
Faserne i udviklingen af skriftsproget deles ind i tre perioder, der strækker sig over 500 år. Den første fase, den gammelfinske periode, starter fra midten af 1500-tallet frem til starten af 1800-tallet. Anden periode, den ældre nufinske periode, fortsætter derfra til ca.1880, og den tredje, den nufinske periode tager ved og fører frem til vore dage.
Mikael Agricola regnes for at være det finske skriftsprogs fader. Han var præst, senere biskop i Åbo og blev født ca. 1510. I en periode var han også rektor for Åbo katedralskole.
Størsteparten af hans virksomhed bestod i at oversætte tekster, og at omarbejde kirkelige skrifter. Den første finske bog er ABCkiria (Agricola 1543), der er en bog på 24 sider og indeholder foruden alfabetet og talordene, blandt andet også Fader Vor, Ave Maria og de Ti Guds Bud. Man kan kalde den for en lille katekismus, eller en introduktion til kristendommen.
I forbindelse med reformationen, hvor kristendommen skulle forkyndes på finsk, så opstod der et behov for en bibel på finsk. Det ny testamente, Se Wsi Testamenti, udkom 1548 og var ligeledes oversat af Agricola.
Det finske sprog Agricola talte og oversatte til, var det finsk man talte ved Åbo på det tidspunkt. Åbo var på midtpunkt for kirken, så det var naturligt. Dette har betydet, at basen for det finske skriftsprog kom til at udgøre de vestfinske dialekter, men der er også en del ord og vendinger fa østlige dialekter.
Selve ortografien i Agricolas skriftsprog var radikalt anderledes end hvad den er i dag. I nufinsk svarer en lyd til en bogstav, men den gang bar skriftsproget præg af hvordan man skrev svensk, tysk og latin. For at illustrere dette, så kan man se på Agricolas forord til hans bønnebog, Rucouskiria Bibliasta (1544): Ele polge Kiria quin sica waicka henes on wehe wica. I dagens skriftsprog vil man skrive samme sætning Älä polje kirja kuin sika vaikka hänes on vähä vika.
Han startede også på at oversætte det gamle testamente, men nåede ikke at fuldføre det før hans død i 1557. I alt så oversatte han og udgav ca. 2.300 sider tekst på finsk.
Andre værk af Agricola: Käsikiria Castresta ia muista Cristikunnan Menoista (1549), Messu eli Herran Echtollinen (1549) og Herran Jesusen Christusen pina, ylesnousemus ia taiuaisen Astumus, niste Neliest Euangelisterist Coghottuon (1549).
Ord som Agricola har skabt, og som lever den dag i dag: jokapäiväinen, ajallinen, velvollinen, esikuva, hallitus og lohikäärme.
Det finske skriftsprog kom til at vare ved gennem hele den svenske tid helt op til 1800-tallet, hvor nye vinde blæste, og skriftsproget kom under forandring. En ting der er vært at notere er, at der i Agricolas oversættelser var en del fremmed påvirkning, der gjorde at oversættelserne bar præg af direkte lån, og sætningsbygninger der ikke harmonerede med det talte finske sprog, idet hans tekster var påvirket af latin, græsk, tysk og svensk. I forbindelse med udgivelsen af den komplette bibel, Coco Pyhä Ramattu, (1642), så blev Agricolas ord og vendinger rettet mod en endnu mere sydvestlig dialektretning af oversættelseskommiten i Åbo.
I begyndelsen af 1800-tallet vågnede den nationale bevidsthed, hvilket ledte til at finsk blev et kultursprog på alle områder i samfundet. Finland var ikke længere en del af Sverige, men et autonomt storfyrstendømme under Rusland. Dette sammen med nationalromantiske strømninger gjorde, at sproget blev betragtet som en vigtig del af den finske identitet. Skriftsproget udvikledes, og ortografien fornyedes, så at den kom til at ligne dagens skriftsprog. Et andet vigtigt træk er at ordforrådet blev beriget, hvor f. eks. Elias Lönnrot (1802-1884) skabte en del nye ord til det finske sprog, og var med til at udvikle skriftsproget. Der var ganske enkelt brug for finske ord for at kunne udtrykke sig på samfundets alle områder.
Elias Lönnrot var i øvrigt en af grundlæggerne til det finske litteraturselskab, Suomen Kirjallisuuden Seura (1831), der udgav et væld af litteratur, blandt andet Kalevala (1835). Et tredje vigtigt træk er, at skriftsproget udvikledes til at i overvejende grad ikke kun basere sig på vestfinske dialekter, men nu også af østfinske dialekter. Både ordforråd og syntaks blev påvirket af sidstnævnte. Ord som Lönnrot indførte i sproget: kirjallisuus, kuume, laskimo, valtimo, muste, pöytäkirja, esitys, itsenäinen, kieltolaki, mietelmä, monikko, yksikkö, sivistys, sopimus, tasavalta, toisinto ja äänioikeus.
I den nyfinske periode er detaljerne i skriftsproget blevet præciseret. Skriftsproget er så at sige blevet mere trimmet. Sammensatte ord er blevet erstattet med afledninger, og mange afledninger er blevet forkortet. Sætningernes opbygning er også blevet forenklet. I dag får skriftsproget sin inspiration fra det talte sprog, og man stræber på at det talte sprog ikke fjerner sig alt for meget fra skriftsproget. Det finske sprog er i konstant udvikling, lige som alle andre sprog.
|
