Oppe nyt wanha ia noori / joilla ombi Sydhen toori.
Jumalan keskyt / ia mielen / iotca taidhat Somen kielen.
Laki / se Sielun Hirmutta / mutt Cristus sen taas lodhutta.
Lue sijs hyue lapsi teste / Alcu oppi ilman este.
Nijte muista Elemes aina / nin Jesus sinun Armons laina.

(Fader Vor, Mikael Agricola, ABCkiria 1543)

Ortografiske træk. Konsonanterne w og u: Konsonanten v kunne skrives med w (oftest i starten af ord): wanha, blev udtalt ’vanha’, lige som det gør i dag. V kunne også skrives med u (som oftest inde i et ord): hyue, udtales ’hyvä’, præcis som idag.  Vokalerne e og ä: Bogstavet ä blev tit skrevet med e: teste, og blev udtalt akkurat som i nufinsk; tästä. Konsonanterne i og j: Bogstavet j kunne tit erstatte i, f. eks. nijte, der udtales niitä som i dag.

Fonologiske træk. Dentalspiranten ð: I det finske sprog på Agricolas tid, så var d som vi kender i dagens standardfinsk meget sjælden. Den har haft varierende udvikling i forskellige dialekter, og ð blev almindelig i Sydvestfinland på det tidspunkt. Spiranten kunne skrives enten med d eller dh: Sydhen, som blev udtalt syðän, og dagens standardfinske ord er sydän. Et andet eksempel der følger samme mønster er: Taidhat, som blev udtalt taiðat, og dagens form er taidat.

Morfologiske træk. Inessivendelse: Endelsen ­­–ssa blev forkortet til –s: Elemes, blev udtalt elämäs. Dagens variant er elämässä. Possesivsuffiks i 3. person var forkortet fra dagens ­–nsa til datidens -ns:armons - armonsa. Agricolas sinun vs. det moderne finske sinulle: På Agricolas tid brugte man genitiv (egentlig dativ, men endelsen er genitiv –n), hvor man i dag bruger allativ. Der findes i det moderne finsk stadig spor af det i fraser som er blevet leksikaliseret, f. eks Luojan kiitos (egentlig Luojalle kiitos).  

Mht. Ordet este (i moderne finsk estettä) så drejer sig ikke om et morfologisk træk, men at ordet bevidst er skrevet este, så at det bedre kan rime med teste.