Det ville sig ikke bedre med mosters campingvogn end at den blev forvandlet til miljøfarligt affald efter en gaseksplosion. Efter det opgav moster Irene det rullende eventyr og investerede i et skur, der mest minder om hvad man kan finde i en Napoliansk ranty-town i en film af Ettore Scola. Indvendig var det dekoreret med grønne medaljontapeter matchende mosters mange irregulære kjoler. Resten var i migræne-brunt og epilepsi-orange. Min kære mor kunne godt lide den proletare stil. I sær med en fed i hånden. For øvrigt tror jeg at det var omkring det tidspunkt min mors mentale udvikling for alvor var stoppet. Nuvel. Det er en anden historie.
Far og Ramona havde sammen ynglet en halvsøster som de gudhjælpemig døbte til Ludmilla. Navnet leder tankerne mod en kobenet tøjte der forsørger sig ved at sælge udløsninger til lastbilschauffører. Men det værste ved denne Rosemarys´ baby var at den stjal al opmærksomhed fra mig. Før var det dejligt at få fred for mors eskapader og kunne tage på weekend til far. Men nu stod man som Pavlovs hunde i valget mellem pest og kolera. Jeg passede ikke nogen steder henne. Og hvis man med enkel matematik dividerer den sætning når man frem til ordet utilpasset. Det sagde i hvert fald min skolepsykolog, som efterhånden havde øget afstanden til mig, og samtidig mindsket afstanden til min mor. Sidstnævnte så pas meget at der risikerede at blive ynglet endnu en Rosemarys´ baby. Min skolepsykolog fik en dag min utilpassethed at smage ved at jeg fortalte mor at han havde rørt ved min tissemand, med det resultat at han blev stenet ud af byen af et rasende kvindekollektiv, som om det var i Moses dage.
Ludmilla var der ikke meget at gøre ved. Jeg fik hende til at fare vildt i skoven. Men hvad hjalp det når det havde været federe hvis man selv var eftersøgt af politihunde og helikoptere… Lidt skægt var det dog med alle spisesedler og spekulationer om at hun var blevet bortført af en bindegal børnemorder. Jeg kunne ikke gøre andet end at give hende skylden for alt. Den med gaseksplosionen, det var ikke mig. Det var Ludmilla. Den med naboens hund der løb væk under luftning, det var ikke mig. Det var Ludmilla. Men jeg kunne umulig forklare hvorfor hun selv skulle have hugget hovedet af alle sine barbiedukker og smurt dem ind i ketchup. Eller hvordan det på mystisk vis skete at hendes undulat Pip-Pia kom til at ende sine dage i en cigaræske.
Utilpassethed har det med at smitte. I skrivende stund tror jeg at Ludmilla er ved at servere velskænket fadøl på Club 69 i Thyborøn. (Den hvor man bruger patterne til at styre ølhanen.)
Min jalousi voksede dag for dag. Ludmilla var altid verdens navle, når jeg besøgte min far. Ikke kun for ham, men også for mine 3 ældre brødre. Det gjorde forbandet ondt. Hidtil havde jeg altid accepteret, at de ikke ville lege med mig, fordi jeg var mindre end dem. Men da Ludmilla begyndte at gå i skole, var hun badet i opmærksomhed fra mine; nåja, vores brødre.
Den eneste, der ikke brugte så meget som et splitsekund på Ludmilla, var Romanova. Ludmillas mor. Hende fik jeg efterhånden lavet en alliance med. Efterhånden som alkoholmisbruget tog til for Romanova, blev hun som en sulten kat efter piller.
Hjemme i kvindekollektivet var det ingen sag at score piller. Der var altid et hav af suspekte gæster, som ikke havde styr på en skid, så jeg huggede med arme og ben fra tasker og jakkelommer, når klassekamp og kvindernes verdensherredømme blev drøftet i fælleskøkkenet.
Ludmilla var ved at dø, da hun var 7 år gammel. Jeg havde været i biografen og set "Den uendelige historie". Stærkt inspireret af magien derfra, havde jeg brygget en gift bestående af en knust pille fra en af mine tyvetogter i jakkelommerne.
Med sine smukke blå øjne kiggede Ludmilla op på mig. "Så drikker prinsessen sin trylledrik, så hun kan tåle gift fra dragen", sagde jeg og gav hende en lille flakon med den opløste pille. Ludmilla drak det hele på een gang og lignede en fisk på land.
"Det smager rigtig grimt. Jeg kan ikke lide din trylledrik. Jeg vil ind og have noget mælk." Hun spurtede ind i køkkenet. Jeg luskede efter for at se, hvad der skete, når pillen begyndte at virke.
Midt på køkkengulvet stod Ludmilla med tårer i øjnene. Hun var helt hvid i ansigtet og desorienteret. Min hals snørede sig sammen og jeg spurtede ovenpå for at hente far.
"Far kom ned i køkkenet. Ludmilla er meget syg. Skynd dig." Far sjoskede efter mig. Ludmilla lå bevidstløs på gulvet.
Efter en udpumpning og grundige undersøgelser konstaterede hospitalet, at Ludmilla var blevet forgiftet. Hun huskede ikke selv noget om, hvorledes det var sket.
Sagen endte højst besynderligt. Romanova påtog sig skylden og hævdede, at hun formentlig havde tabt en af de piller, hun tog. Mens hun sagde dette til far, kiggede hun direkte på mig og fastholdt mit blik længe efter, at sætningen havde forladt hendes læber. Far var rystet, og tavsheden fra alle samt Romanovas blik var så ubehageligt, at jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville gøre mere ved Ludmilla.