Ikke uden grund var far meget vred på mor. Ikke kun på grund af hendes valg om at forlade ham til fordel for et lesbisk kollektiv. Men også på grund af de tanker, hun havde givet videre til mig. For eksempel var far dybt rystet, da han opdagede, at jeg på væggen ved min seng havde skrevet Rote Arme Fraktion! Han forsøgte ihærdigt at drøfte tanker og ideologier med mig.
Min sommer i 1986 blev det pludselig besluttet, at far og jeg skulle på ølejr på Samsø med mor og hendes venner. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor Romanova ikke skulle med. Hun plejede aldrig at holde sig væk fra sammenhænge, hvor hun kunne mætte sine polske gener med alkohol. Grunden opdagede jeg, da far og jeg havde pakket campingvognen, og Romanova skulle sige farvel til os. For en gangs skyld lugtede hun ikke af dårlig vin, og hendes hænder rystede så meget, at hvis man udstyrede hende med sandpapir, ville hun kunne have pudset en lade.
Romanova skulle på afvænning.
Far tog alvorligt afsked med hende udenfor hørevidde. Romanova forsøgte at stryge ham beroligende over håret, men endte med at klaske ham et par flade, fordi hun rystede så meget. Derefter satte han sig ind, og vi kørte mod Kalundborg. Der var stegende hedt i bilen. Datidens komfort i en Saab bød ikke på aircondition, men blot et klimaanlæg, som spyttede 30 grader varm luft ind i bilen, så vi kørte med nedrullede vinduer i stedet. Jeg sad og trillede bussemænd, som jeg lod vinden fange; det vil sige, indtil far opdagede det:
”Trækker det for meget, siden din næse stopper til?”
Et retorisk spørgsmål, som blot betød, at jeg skulle stoppe øjeblikkeligt, ellers…
Da vi kørte ombord på færgen, fangede mit blik en dreng i bilen foran os. Umiddelbart lignede han enhver anden dreng, men jeg kendte ham og hans mor. Frank, tænkte jeg. En plageånd fra min tidlige barndoms kreative weekender. En frelst satan, som var forbandet sød overfor voksne, men en lille diktator overfor de andre børn. Engang tog han mig til side og sagde, at mor var den største luder, der spredte ben for alle og enhver. Min umiddelbare lyst til at sige, at det vidste jeg da godt, blev næsten samtidig afløst af lysten til at forsvare mor, og jeg svarede næsvist, at hans egen mor ville have bollet Hitler, hvis hun havde haft chancen. Frank kvitterede øjeblikkeligt med en skalle på min næserod. Hvis du nogensinde har fået sådan en, ved du, hvordan en svidende smerte blandet med følelsen af at blive trynet spreder sig som giftpile gennem hele kroppen. Siden da havde jeg holdt mig på behørig afstand af nazisten, som jeg titulerede ham med min indre stemme.
Jeg lod mig synke lidt sammen i sædet, så han ikke skulle få øje på mig. Da han trådte ud af bilen, så jeg, at han brugte krykker, og at han havde fået skinner om begge ben. En følelse af lykke spredte sig i mig.
”Hvorfor smiler du sådan?”, hørte jeg far sige. Jeg trak på skuldrene:
”Jeg glæder mig vel bare til at se Samsø.”
Vi ankom sidst på eftermiddagen på campingpladsen, hvor en del allerede havde stillet telte op. Et helt hjørne af pladsen var belejret af flippere, og som indgang til ø-lejrens del af campingpladsen hang et stort banner spændt ud mellem træerne:
De Røde Rebeller stod der. For at få campingvognen under banneret måtte jeg kravle op i et af træerne og løfte det. Oppe fra mit udkigspunkt kunne jeg se, at resten af lejren bestod af batikfarvede telte for hovedparten og en håndfuld militærtelte. At stille en campingvogn op her var ligeså ejendommeligt som at opføre en pragtvilla i Høje Gladsaxe.
Gensynet med mor var underligt. Hun var mere nusset, end jeg huskede hende fra året før, da jeg flyttede hjem til far. Da far og jeg gik hen for at sige hej til hende, sad hun ved et bål med nogle andre kvinder og sugede alt hvad hun kunne i en chillum.
”Hej Karen”, begyndte far. Mor vendte sig imod os og skyggede for solen med sin hånd. Først var hendes øjne hårde, men da hun så mig, lyste hun op. Så meget hun kunne i hvert fald:
”MajBjørn, lille pussemus. Mors lille skatter.” Mor forsøgte samtidig med sin ordstrøm at komme på benene, men endte i stedet med at vælte ind i fyren ved siden af hende og spilde øl over ham. Far trådte et skridt frem for at hjælpe hende på benene, men fyren, som viste sig at være en krydsning mellem en araber og en psykopat, greb far om håndleddet og knurrede:
”Grabberne væk stodder.”
Da mor endelig kom på benene, pløjede hun lige forbi far og mig og brækkede sig i buskene bag os. Halalpsykopaten sjoskede hen til hende og holdt hende om skuldrene, mens han skulede ondt på far og mig.
Som i trance tog jeg far i hånden og trak ham hen til bilen og campingvognen, hvor jeg resolut sagde til ham:
”Kom, vi kører.”
Fars mund var en smal streg. Han blik fastholdt mit, og øjnene granskede mig som røntgenstråler...”Kan du ikke bare for en gangs skyld lade som om at det er sjovt at være sammen med mor og mig?”, råbte far med en stemme som fik en flok duer at lette i vild panik. Mor vendte sig om og kiggede forvirret omkring med rester af frokost hængende ned af hagen. Hun havde svært ved at forestille sig, at den tøffel kunne hæve stemmen. Hvem der var dominerende i deres forhold har der aldrig hersket tvivl om. Det vidner to skadestuenotater om, hvor far begge gange havde fået ”en køkkenlåge i øjet”.
Jeg stod og vuggede lidt frem og tilbage mens far stadig fastholdt mit blik. ”Fraaaank….!” kunne jeg svagt høre i det fjerne. Et sus af djævelskab strømmede gennem min krop. Jeg kiggede mildt på min far og sagde, at jeg nok skulle få det sjovt.